RTX laver bedste kvartalsresultat nogensinde
I udgangen af i fjor kunne den nordjyske producent af trådløse teknologier RTX berette om et rekordår, hvor de omsatte for 663 millioner kroner.
Og foreløbigt ser det ud til, at festen fortsætter for RTX, for i et nyt kvartalsregnskab for regnskabsårets første tre måneder - oktober, november og december 2022 - er der endnu engang rekord i det nordjyske.
Det oplyser RTX i en børsmeddelelse.
Her fremgår det, at RTX vokser med 64,2 procent på omsætningen, så de i første kvartal omsatte for 207,5 millioner kroner, mens bruttoresultatet vokser godt 68 procent til 101,5 millioner kroner.
Begge rekorder forklares blandt andet med en fortsat stor efterspørgsel på RTX' produkter samt en "fortsat forbedring i tilgængeligheden af komponenter i den globale elektronikindustri."
Det er dog på driften, at RTX henter den største vækst. EBITDA-resultat lander således på 42 millioner kroner mod 5 millioner kroner i samme periode i 2021/2022-regnskabet, hvilket svarer til en vækst på 740,1 procent.
Derfor er administrerende direktør Peter Røpke også godt tilfreds med de foreløbige 2022/2023-tal.
- Det første kvartal i regnskabsåret 2022/2023 er det hidtil bedste første kvartal i RTX’ historie. Det bekræfter de vækst- og skaleringsmuligheder, som vores forretningsmodel og vores store rammeaftaler rummer på lang sigt. Udfordringerne i forsyningssituationen med mangel på komponenter i elektronikindustrien blev fortsat forbedret i kvartalet, selvom situationen endnu ikke er helt normaliseret.
Selvom første kvartalsresultat er lovende, vælger RTX at holde fast i forventningerne. Omsætningen forventes at blive 700-760 millioner kroner, EBITDA forventes at beløbe sig til 85-105 millioner kroner og EBIT forventes at blive 45-65 millioner kroner.
Baggrunden for ikke at skrue yderligere op for forventningerne skal findes i, at den makroøkonomiske volatilitet skaber usikkerhed for efterspørgslen, lyder det i børsmeddelelsen.