24 job reddet på sønderjysk køleskabsfabrik
En intern ledergruppe har med virkning fra den 1. januar overtaget produktionen af kølemøbler til biotekindustrien hos Gram Commercial, og fortsætter under navnet Gram Scientific. Det skriver JydskeVestkysten.
Fabrikken i Vojens er mest kendt for produktion af kølemøbler til restauranter, men havde også en sideløbende produktion til biotek-branchen. Sidste sommer meddelte de japanske ejere, Hoshizaki, at de ville opgive produktionen i Vojens og i stedet satse på nye fabrikker i Indien og Tyrkiet. Den lokale ledergruppe fik dog lov at overtage en del af produktionen.
Ikke desto mindre stod 112 af fabrikkens 204 medarbejdere til at blive fyret. Nu er det dog lykkes at redde yderligere 24 arbejdspladser, og grunden hertil skal findes hos de tidligere ejere i Japan.
- Deres fabrikker er klar, men deres produktudvikling er forsinket. Hoshizaki kan ikke få produkterne til at ramme det niveau, som markedet har brug for. Så vi har faktisk lavet en aftale med dem om, at vi laver produkter til dem det næste halve til hele år, siger direktør og medejer Ole Brandorff-Lund til JydskeVestkysten.
Det er især produkter i den mere avancerede ende, japanerne har valgt at indkøbe i Vojens, og Ole Brandorff-Lund forventer, at det bliver muligt at forlænge aftalen udover den nuværende periode.
Selv hvis det ikke lykkes at forlænge med Hoshizaki, forventer han at kunne fylde hullet på med nye ordrer fra biotek-branchen, så det ikke bliver nødvendigt at afskedige flere medarbejdere.