UV-virksomhed får endnu en hæder
Danske Efsen har de seneste år oplevet stor succes med deres UV-bænk, der ved hjælp af UV-lys kan desinficere genstande.
Især under pandemien vandt produktet frem, fordi man i den tid havde stort fokus på hygiejne.
Ikke desto mindre fortsætter Efsen med at modtage hæder for deres produkt, og denne gang har de vundet Rudersdal Kommunes Erhvervspris. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Holte-virksomheden bliver af kommunen omtalt som en innovativ virksomhed, der har været med til at løse en vigtig udfordring i samfundet med henvisning til brugen af bænken under pandemien.
- Under corona-krisen udviklede virksomheden desuden en UV-bænk til effektivt at dræbe vira på fx legetøj i børnehaver eller hospitalsudstyr, og dermed gav virksomheden med direktør Thomas Efsen i spidsen et innovativt og funktionelt svar på en væsentlig samfundsudfordring, lyder det i begrundelsen fra Rudersdal Kommune.
Erhvervsprisen ledsages af en messingplade, en mailsignatur med vinderlogo og et beløb på 10.000 kroner til et personalearrangement.