23948sdkhjf

Kritik af dansk støtte til gigantisk flyprojekt

Den danske stat har siden 1997 brugt 1,2 mia. kr. på amerikansk flyprojekt, der skulle give milliardordrer til danske virksomheder. Men amerikanerne favoriserer sine egne, lyder kritikken.
Ordrer til danske virksomheder på 25 mia. kr., det var baggrunden for at bruge skatteydernes kroner på at støtte udviklingen af det amerikanske Joint Strike Fighter-kampfly. Men femten år og 1,2 mia. kr. senere har de danske virksomheder i forbindelse med flyprojektet kun høstet ordrer for 790 mio. kr. Det skriver Politiken.

I it-virksomheden Systematic mener direktør Michael Holm, at amerikanerne favoriserer amerikanske virksomheder. Systematics eget bud på ordrer til kampflyet blev afvist med den begrundelse, at virksomheden var for dyr, men det mener direktøren ikke er den reelle årsag.

- Vi var ikke for dyre. Det vidste vi, så man beskytter amerikanske arbejdspladser, siger han til P4 Østjylland.

Michael Holm mener, at danskerne er blevet snydt, fordi dansk industri troede, at man gik ind på lige fod med amerikanske virksomheder.

- Det viser sig i virkeligheden, at det ikke er sådan. Vi er ikke på lige fod. Vi er udenlandske, og vi laver ikke amerikanske arbejdspladser. Vi laver danske arbejdspladser, og det ønsker man åbenbart ikke, siger han til P4 Østjylland.

Forsvarsminister holder fast
Også på Chritiansborg møder støtten til det amerikanske flyprojekt kritik.

- Det er helt vildt at bruge 1,2 milliarder kroner på noget, som vi ikke ved, om Danmark overhovedet vil have, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, til Politiken. Han vil tage sagen op i forbindelse med forhandlingerne om finansloven.

Forsvarsminister Nick Hækkerup holder imidlertid fast i Danmarks støtte trods det ringe udbytte

- Der er et ganske stort kontraktpotentiale til dansk industri. Der er mere i pipelinen, siger han til Politiken.

Folketinget skal næste år beslutte, hvilket kamfly der skal afløse F-16. Valget står mellem Lockheed Martins Joint Strike Fighter, Boeings F-18 Superhornet og Saabs Gripen Next Generation.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078