Sidste håb slukket for konkursramt robotproducent
Den danske robotvirksomhed Odico, der var specialister indenfor robotløsninger til byggebranchen, gik konkurs i marts 2024. Der har været flere interesserede købere, men det har ikke været muligt at finde en køber til det samlede selskab.
Derfor skal aktiverne nu sælges på auktion hos Auktionshuset Dab. Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.
Odico blev grundlagt i 2012 i Odense, og i 2018 flyttede de ind i lokalerne på Oslogade 1, som tidligere tilhørte Falck Schmidt, der var gået konkurs og også blev solgt på online konkursauktion hos Auktionshuset Dab i 2018.
Indenfor energi-, bygge-, og produktionsbranchen har Odico samarbejdet med store nationale og internationale virksomheder med det formål at lette og automatisere arbejdsgangene. Blandt andet udviklede man den mobile fliseskærerobot, Cut ’n Move, som har øget produktiviteten, sænket omkostningerne og forbedret arbejdsmiljøet hos adskillige brolæggere, anlægsgartnere og entreprenører. Fire af disse fliseskærerobotter kommer nu under hammeren hos Auktionshuset.
I 2018 blev Odico, som en af få danske robotvirksomheder, børsnoteret.
Auktionshuset Dab forventer, at der kommer flere Odico-auktioner, og første del er allerede online nu. Tom Christensen fra Auktionshuset udtaler:
- Vi fokuserer først på robotter og maskiner, da de udgør de største aktiver i konkursboet. Efterfølgende vil varelager og andre aktiver blive lagt på onlineauktion. Det bliver spændende at følge auktionen, når man har denne type specialiserede maskiner, som skal under hammeren.
Udover diverse robotter kan der også bydes med på CNC-maskiner fra blandt andet Infotec. Derudover kan der nævnes robotter til produktion af forskallingsenheder og yderst præcise 3D-skærerobotter, som kan håndtere komplekse opgaver i høj og ensartet kvalitet.