23948sdkhjf

Nordjysk lyd-virksomhed efter røde tal: - Vi slås om folks penge

I løbet af de seneste par måneder har den nordjyske højttalervirksomhed Dantax kunnet fremvise først en stor tilbagegang i seneste årsregnskab og dernæst et tab i det nye regnskabsårs første kvartal.

Men det er ikke noget, der afstedkommer nogen stor bekymring hos administrerende direktør i Pandrup-virksomheden, Peter Bøgh Jensen.

Han fortæller, at årsagen til de 22 sorte bundlinjemillioner i forrige års regnskab var et produkt af et kæmpestort afkast på en række investeringer, som Dantax har. Og da investeringerne pludseligt ikke gav det håbede afkast både sidste år og i starten af dette, har det betydet røde tal.

Alligevel er Peter Bøgh Jensen på den front fortrøstningsfuld.

- Vi ved, at aktiemarkedet kører op og ned, men vi har en langsigtet finansiel guidance på vores investeringer på 8 procent, siger Peter Bøgh Jensen.

Det er svært at have større forhåbninger med det marked, vi opererer i Peter Bøgh Jensen, CEO, Dantax

Svær global situation

I den anledning hæfter direktøren sig ved, at indtjeningen i driftsselskabet, Dantax Radio, er i fremgang. Her mere end fordoblede Dantax sit driftsresultat i årets første kvartal sammenlignet med i fjor.

Alligevel holder han fast i, at forventningerne til driften i årets samlede regnskab fortsat ligger på få hundrede tusinder. Det skyldes - som for så mange andres vedkommende - den globale situation, der vedrører både ændrede forbrugervaner og svigtende leverancer.

- Det er svært at have større forhåbninger med det marked, vi opererer i. Der er tumult flere steder i verden, så vi kan godt mærke forsyningsproblemerne. Vi er blevet nødt til at være bedre til at disponere og være ude i god tid. Der skal man holde tungen lige i munden og få bestilt varer hjem i god tid, lyder det fra Peter Bøgh Jensen.

De svigtende eller forsinkede leverancer udgør sammen med en generelt skrantende økonomi blandt forbrugerne en cocktail, der gør det svært at tro på stor vækst.

- Der er stigende inflation og renter, og folk bruger pengene på strøm og gas. Og hvis folk har penge, bruger de dem på de rejser, som de har forsømt under corona. Så vi slås om folks penge, siger Peter Bøgh Jensen, der desuden lægger vægt på, at folk under corona havde mange penge, de ikke kunne bruge, hvorfor der i den tid blev investeret i hjemmeelektronik som eksempelvis højttalere.

Peter Bøgh Jensen kan desuden fortælle, at Dantax' tilbagegang også er et produkt af personalemæssige investeringer på salgssiden - det, forventer han, vil dog i det lange løb blive en økonomisk gevinst.

Om Dantax

  • Grundlagt i 1969 i Pandrup i Nordjylland.
  • Udvikler og producerer højttalere under navnene Scansonic, Raidho og Gamut.
  • Leverer desuden til Salling Groups private label-brand Nordklang.
  • Har egen produktion i Pandrup men får også produceret enkelte produkter i Asien.
Se nøgletal for:
Læs mere om: dantax radio Dantax
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453