Crysberg får ansigtsløftning
Den nordsjællandske elektronikvirksomhed præsenterer blandt andet en ny hjemmeside på E-12.
- Salig Steve Jobs, geniet og skaberen af Apple, kunne jo ikke lide Flash – ”det bruger for meget strøm”! Apples iPhone og iPad kan derfor ikke afvikle Flash, og de kunne dermed ikke vise Crysbergs hjemmesides animation lavet i flash værktøjet fra Adobe, forklarer direktør Niels Klagenberg.
Crysberg har derfor omprogrammeret sin hjemmeside i den nye standard for hjemmesider, HTML5. I samme anledning har grafikken og indholdet fået en omgang, og hjemmesiden er moderniseret.
- Det er vort håb, at kunderne og brugerne vil tage godt imod den nye hjemmeside, siger Niels Klagenberg, som er klar til at præsentere hjemmesiden på elektronikmessen E-12, hvor Crysberg findes på stand 4510.
På messen vil det desuden være muligt at få en 5 minutter kort præsentation om industriel elektronik samt at vinde en iPad, hvis man kan svare rigtigt på et spørgsmål, og man afleverer sit visitkort.