23948sdkhjf

Terma-teknologi i 300 amerikanske F-16 fly

Terma Defense & Security har fået en af de helt store kontrakter i hus og skal inden for de næste par år påbegynde installationen af selvbeskyttelsessystemet ALQ-213 på 300 kampfly til det amerikanske flyvevåben.
Selvbeskyttelsessystemer monteres på fly og helikoptere som et værn mod missilangreb. Normalt kan de bidrage til stor forvirring, fordi piloter hidtil har skullet håndtere flere forskellige systemer i samme fly. Således forklarer Ingeniøren.

Terma har derfor brugt det seneste år på at udvikle selvbeskyttelsessystemet ALQ-213, hvor strømmen af informationer til piloten er reduceret.

Det nye system er udstyret med hurtigere processorer og kan derfor samle informationerne fra flere undersystemer, så piloten kun skal forholde sig til én informationsstrøm, uddyber vice president, Airborne, Terma Defense & Security, Dan Ulrich, til online-mediet.

Termas nyeste system er allerede installeret på de seneste og mest avancerede eksportudgaver af F-16 (Block 60) og nu er amerikanerne også vilde med den danske løsning.

- Det er en af den slags kontrakter, man får hvert femtende år, siger en glad Dan Ulrich til Ingeniøren.

Han forventer, at ordren til de 300 F-16 fly over en årrække på to-tre år kan løbe op i 200 millioner kroner, og potentialet kan vise sig endnu større.

Formelt set er den nye megaordre ikke landet hos Terma endnu, da pengene til opdateringen af kampflyene først skal godkendes af Kongressen. Og den slags kan godt tage op til et par år i Washington, uddyber Ingeniøren.

Hos Terma er man dog ikke i tvivl om, at kontrakten er i hus, selvom der endnu venter en formel godkendelsesprocedure.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094