23948sdkhjf

Danfysik tilbage i partikelterapiens elite

Danfysik overtog pr. 1. september medarbejdere og opgaver fra Siemens partikelterapiafdeling i Jyllinge.
Hermed øges medarbejderstaben med en tredjedel til ca. 100 medarbejdere. Den første opgave for det nye hold bliver at gennemføre installation, indkøring og kommissionering af ét af verdens mest avancerede partikelterapianlæg i Shanghai.

- Det er et led i Danfysiks strategi at udnytte vore stærke kompetencer inden for acceleratorteknologi på healthcare-markedet og specifikt til kræftbehandling, hvor der er stigende investeringsaktivitet, ikke mindst i Fjernøsten, siger Bjarne Roger Nielsen, administrerende direktør i Danfysik A/S.

Har vist flotte resultater
Danfysik, som er et datterselskab til Teknologisk Institut, har en stærk position på det globale marked inden for accelerator-, magnet- og strømforsyningsteknologi, og hos Teknologisk Institut glæder man sig over forretningsudvidelsen.

- Danfysik har vist meget flotte resultater de seneste år. Med endnu en forøgelse inden for deres unikke spidskompetence står de endnu stærkere, og vi deler deres forventninger til denne globale behandlingsform, udtaler administrerende direktør Søren Stjernqvist.

Partikelterapi er på vej til den danske hospitalsverden, ligesom både hospitaler i resten af Europa, USA samt Kina har taget behandlingsformen til sig i takt med, at forskningen på området udvides. Fordelen ved partikelterapi er, at man kan strålebehandle kræftcellerne præcist og effektivt, men samtidig skåne det omkringliggende væv. Det gør det muligt at behandle svulster, der er særligt følsomme for bestråling – det kan fx være svulster i hjerne, rygmarv, øjne, lunger eller lever.

Danfysik har tidligere leveret acceleratorsystemer til brug i netop behandling af kræftpatienter.

- Der er stor aktivitet på partikelterapi området, og da acceleratorer og udstyr til partikelterapi er noget, vi har arbejdet med før, og noget vi forventer os meget af, er det oplagt for os at dyrke det yderligere. Samtidig er det da en glæde, at vores teknologi bruges direkte til gavn for mennesker, siger Bjarne Roger Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076