Er elektronikindustrien død eller levende?
Har elektronikindustrien sejret sig selv halvt ihjel? Hvad kommer til at stå på dagsordenen under dette års E-12 elektronikmesse? Og er det stadig et mål at få etableret et it-ministerium?
For et år siden sagde du til Electronic Supply, at elektronikindustrien havde sejret sig selv halvt ihjel, fordi den var blevet en del af næsten alle produkter og derfor fik sværere ved at fastholde en selvstændig identitet som industri. Er den så helt død i dag?
- Elektronikindustrien er som helhed en industri, der har gjort det rigtigt godt. Men vi har en stor udfordring foran os, for vi står foran en svær balancegang mellem at være en industri i sig selv samt at blive brugt så mange andre steder. Jeg tror, at folk nogle gange glemmer, at det kræver elektronik at få alting til at fungere sammen. Det må vi til en vis grad acceptere hos almindelige mennesker, men det er vigtigt, at beslutningstagerne har en forståelse for det. For elektronikindustrien er stadig meget forskningstung, og de små virksomheder, som udgør det spirende vækstgrundlag, kan ikke løfte alle udviklingsopgaverne alene.
Hvad vil I gøre som branchefællesskab for at sætte fokus på problematikken under E-12?
- For det første har vi valgt at holde et topledermøde på åbningsdagen for at trække de virksomheder ind, der bruger elektronik. Det er virksomheder som Danfoss og Vestas, der kommer og fortæller. For det andet fremhæver vi især to discipliner i embedded systems og power electronics. Vi fremhæver normalt ikke enkeltområder, men det her er to ting, vi synes, vi er ret gode til i Danmark med en kombination af gode industrivirksomheder og dygtige forskere.
Danmark har fået ny regering, og det har blandt andet medført, at hele området med IT er udflyttet fra Videnskabsministeriet til blandt andet Uddannelsesministeriet. Hvad har det betydet?
- Vi har godt kunnet mærke, at alle kompetencerne ikke er samlet ét sted mere, og den slags kræver altid en omstillingsperiode, hvor folk skal finde deres egne ben igen. Det vigtigste er, at man bliver ved med at tale sammen på tværs af ministerierne. Og det er mit indtryk, at mange i ministerierne forstår, at it og elektronik er vigtigt og bidrager med meget. Så vi kan godt leve med den her model.
Vil det sige, at det ikke længere er et mål at få etableret et decideret ministerium for it, som der var forlydender om efter regeringsskiftet?
- Ser man på de andre lande, hvor man investerer mere massivt inden for området, er det hele typisk samlet. På den måde er det nok lettere at dyrke fagligheden. Men vi er heldige at have nogle ministre nu, som godt ved, vi kan bidrage med en masse. Så samlet set opvejer plusserne og minusserne ved de forskellige modeller næsten hinanden.
DI ITEK’s topledermøde for elektronikindustrien starter tirsdag den 11. september kl. 14.00 under E-12 elektronikmessen i Odense Congress Center.