23948sdkhjf

EU indleder kampen mod elektronikaffald

Nyt direktiv skal mindske mængden af elektronisk affald og samtidig forbedre Europas internationale konkurrenceevne.
Den Europæiske Union (EU) vil det elektroniske affald til livs, og derfor trådte det såkaldte WEEE-direktiv i kraft mandag i denne uge.

Direktivet indfører et mål om indsamling af 45 procent af alt solgt elektronisk udstyr fra og med 2016 og som et næste skridt et mål om 65 procent af alt solgt udstyr fra 2019 eller 85 procent af alt genereret elektronisk affald.

Ressourceeffektivt initiativ
Ifølge Europa-Kommissionen skal direktivet ikke bare mindske belastningen af miljøet.

En systematisk indsamling og fornuftig behandling er en forudsætning for at genanvende materialer som guld, sølv, kobber og sjældne metaller i fjernsyn, bærbare computere og mobiltelefoner, hvilket i sidste ende vil forbedre EU-landenes konkurrenceevne over for eksempelvis Kina.

- I disse tider med økonomisk uro og stigende priser på råstoffer går ressourceeffektivitet hånd i hånd med miljøfordele og innovative vækstmuligheder. Vi må nu finde nye måder at indsamle elektronisk affald på og gøre de nuværende metoder endnu mere effektive. Jeg vil gerne opfordre medlemslandene til at nå disse nye mål, inden den formelle tidsfrist udløber, siger Miljøkommissær Janez Potočnik.

Dansk kritik af direktiv
Påstanden blev dog tidligere på året skudt ned af Peer Lund-Thomsen, direktør i Dansk Elretur, som påpegede, at prisen for at udvinde og isolere de sjældne råstoffer er alt for høj i forhold til nyprisen på dem.

Ifølge direktivet skal medlemslandene senest den 14. februar 2014 ændre deres nuværende lovgivning om WEEE og tilpasse den til det nye direktiv og de nye mål. Forbrugerne vil derefter kunne returnere småt e-affald til store detailforretninger, hvis ikke andre ordninger viser sig at være mindst lige så effektive.

Også denne del af initiativet er tidligere blevet mødt med kritik herhjemme fra blandt andre Dansk Erhverv, som forudser, at butikkerne vil blive negativt berørte .

EU-direktivet kan læses i sin fulde form her .

Begrundelse for WEEE-direktivet:
I dag indsamles blot en tredjedel af alt elektrisk og elektronisk affald i EU særskilt inden for det dokumenterede system. EU's nuværende indsamlingsmål er 4 kg WEEE pr. indbygger, svarende til ca. 2 millioner ton om året - ud af de 10 millioner ton WEEE, der genereres årligt i EU. I 2020 regner man med, at mængden af WEEE vil stige til 12 millioner ton. Den endelige målsætning for det nye direktiv (hele 85 % af alt genereret WEEE) vil sikre, at der i 2020 særskilt vil blive indsamlet ca. 10 millioner ton i EU – svarende til ca. 20 kg pr. indbygger.

Det nuværende WEEE-direktiv (direktiv 2002/96/EF) har været i kraft siden februar 2003. Det indfører nogle indsamlingsordninger, som giver forbrugerne mulighed for at returnere deres brugte e-affald gratis. Formålet er at forhindre, at farlige stoffer i WEEE skader vores sundhed og miljøet, og fremme genanvendelse og/eller genbrug af produkter og materialer. I 2008 foreslog Kommissionen en omarbejdning af WEEE-direktivet, som nu er blevet ændret og vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet.

Køreplan for WEEE-direktivet:

• Fra og med 2016 vil medlemslandene skulle sikre, at 45 % af alt elektrisk og elektronisk udstyr, der sælges i hvert land, bliver indsamlet.

• Fra og med 2018 bliver direktivets rækkevidde udvidet fra de nuværende kategorier til alt elektrisk og elektronisk udstyr.

• Fra og med 2019 bliver indsamlingsmålet sat op til 65 % af alt solgt elektrisk og elektronisk udstyr eller alternativt til 85 % af alt genereret WEEE.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079