23948sdkhjf

Smart styring kan give en unødigt høj elregning

Er det virkelig nødvendigt at kunne tænde vaskemaskinen eller styre køleskabstemperaturen fra din telefon? Smart styring i hjemmet kan give en højere elregning

Stemmestyrede højttalersystemer, lamper, du kan skrue op og ned i lysstyrken fra telefonen og vaskemaskiner, der kan sættes i gang fra en app.

Der findes snart ikke et produkt, der ikke kommer med et såkaldt smart styring-system.

Selv om mange af løsningerne i teorien er smarte, kan de hurtigt løbe op i flere hundrede kroner ekstra på din årlige elregning.

Det fortæller Matilde Grøn Bjørneboe, som er fuldmægtig hos Energistyrelsen og står bag den guidende hjemmeside sparenergi.dk.

- De smarte produkter har flere funktioner, og det trækker også mere strøm, når du ikke bruger dem, siger hun.

Mens eksempelvis en almindelig højttaler i slukket tilstand typisk kun bruger strøm på at holde et lille rødt standby-lys kørende, bruger en højttaler koblet op på telefonen mere strøm i standby.

- Har du en højttaler, som du kan kontakte fra din telefon, skal den have en aktiv netforbindelse for hele tiden at være i forbindelse med telefonen. Det kræver et større energiforbrug, når de skal have den aktivitet, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Ifølge Energistyrelsen må et nyt apparat som et tv eller en vaskemaskine højst bruge omkring 15 kroner om året i standby-strøm. Hvis apparatet er på nettet, er grænsen 60 kroner om året.

Derfor er det vigtigt at tænke over, om man bruger de funktioner, som produkterne bruger strøm på.

Det er for eksempel de færreste, der benytter sig af at tænde vaskemaskinen fra telefonen, når de fleste maskiner i dag også manuelt kan times til at starte senere, forklarer Matilde Grøn Bjørneboe fra Energistyrelsen.

- Rigtig mange steder ser vi, at smart styring bliver proppet ind i produkter, hvor det i teorien kan være smart, men sjældent er det i praksis, siger hun.

Hun opfordrer derfor til, at man tænker over, om smart-funktionerne er noget, man bruger aktivt til at spare strøm, eller om det øger livskvaliteten.

Og når det kommer til eksempelvis højttaleren, kan man tænke over at slukke for stikket, mens man ikke er hjemme.

For man kan faktisk bruge nogle smart styring-produkter til at spare penge på elregningen. Det fortæller Martin Salamon, som er cheføkonom i bæredygtigt forbrug hos Forbrugerrådet Tænk.

- Med de apparater, som bruger energi og er tilsluttet et anlæg, kan man få en mere optimal drift, hvis det er et velfungerende system, siger han.

Eksempelvis kan man bruge smart styringen til at slukke for lyset, når man ved, at ens teenagebørn glemmer at gøre det. Og man kan indstille sine radiatorer til at være mindre varme eller helt slukkede, når man ikke er hjemme.

/ritzau fokus/

FAKTA: Så meget kan smart styring koste i standbystrøm

  • Et tv med smart styring koster typisk 45 kroner om året i standbystrøm.
  • Højtalere med smart styring kan koste 79 kroner årligt i standbystrøm.
  • Elpærer koster typisk 11 kroner årligt.
  • De hårde hvidevarer i køkken og bad - køleskab, opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler - koster hver typisk 53 kroner årligt.
  • Smarte stikkontakter koster typisk 13 kroner årligt.
  • En gateway, der forbinder apparater med smart styring til internet-routeren, koster 39 kroner årligt i standby-strøm.

Kilde: Energistyrelsen.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094