23948sdkhjf

Stærkt år for Bang & Olufsen

Flere nye produktlanceringer har givet Struer-koncernen et markant løft på både top- og bundlinje.
Koncernens omsatte for 867 mio. kr. i fjerde kvartal af regnskabsåret 2011/12, hvilket svarer til en vækst på 22 procent i forhold til samme periode året før.

For B2C forretningsområdet blev omsætningen 688 mio. kr. i fjerde kvartal mod en omsætning på 555 mio. kr. i den samme periode sidste år. Væksten skyldes primært nye produktlanceringer og en positiv påvirkning af tv-salget fra EM i fodbold, lyder forklaringen.

- I løbet af et stærkt fjerde kvartal, hvor vores toplinje voksede 22 procent sammenlignet med sidste år, introducerede B&O PLAY en ny tv-familie, BeoPlay V1, og to nye musiksystemer, BeoPlay A3 og BeoPlay A8. I fjerde kvartal offentliggjorde Bang & Olufsen desuden, at virksomhedens lydsystemer fremadrettet bliver en del af udstyrslisten på en række nye bilmodeller, lyder det uddybende i en kommentar til regnskabet.

B&O realiserede således i 4. kvartal et resultat før skat på 77 mio. kr., som er en markant forbedring i forhold til sidste års resultat på 8 mio. kr. for tilsvarende periode.

For helåret realiserede B&O-koncernen en omsætning på 3.008 mio kr. og et resultat før skat på 104 mio. kr. med en EBIT margin på 4,1 procent. Og dette resultat ligger helt i tråd med koncernens tidligere udmeldinger, lyder det fra CEO Tue Mantoni.

Forventer to-cifret omsætningsvækst i 2012/13
Den udfordrende makroøkonomiske udsigt, den lave forbrugertillid og selskabets høje eksponering mod Europa medfører et usikkert handelsklima forude. Men, på grund af selskabets stærke innovationspipeline og den fortsatte implementering af de strategiske initiativer fra ”Leaner, Faster,Stronger” strategien forventer man tocifret omsætningsvækst i 2012/13, hvor væksten primært forventes at skulle drives af Automotive og B&O PLAY.

- Vi forventer et stærkere andet og tredje kvartal sammenlignet med sidste år, hovedsageligt drevet af nye produkt-lanceringer og opdateringer. Første og fjerde kvartal er svære sammenligninger, og ingen eller moderat vækst kan forventes i de kvartaler, lyder det afsluttende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094