Første danske drone flyver nu ud med hjertestarter
For første gang på dansk jord, skal hjertestartere flyve med drone ud til folk ved mistanke om hjertestop. Dronen vil i første omgang flyve i og omkring Aalborg by som en del af et forskningsprojekt. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Hvert minut tæller ved hjertestop. For hvert minut der går, falder overlevelseschancen med cirka 10 procent. Hurtig hjælp og en tilgængelig hjertestarter er alfa omega, og derfor er jeg glad for, at Region Nordjylland vil hjælpe med at høste erfaringer med denne banebrydende måde at tænke sundhedshjælp på, siger Pia Buus Pinstrup (K), der er formand for udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Forskningsprojektet laves af Region Hovedstadens Akutberedskab i samarbejde med Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, Karolinska Instituttet i Stockholm samt med det svenske firma Everdrone.
Dronen er den første af sin slags i Danmark, og perspektiverne er store, hvis man spørger Fredrik Folke, der er forsker og professor ved Region Hovedstadens Akutberedskab, og som er en af drivkræfterne bag forskningsprojektet.
- De seneste år er chancen for at overleve et hjertestop øget betydeligt i Danmark. I dag er det cirka 15 procent, der overlever. Men der er stadig et stort potentiale, for vi ved, at der er overlevelsesrater på op til 50 procent ved eksempelvis lufthavne, forlystelsesområder og lignende, fortæller Fredrik Folke.
Fra den 22. juni vil dronen foretage de første indledende testflyvninger, mens det forventes, at dronen vil være i operativ drift i uge 26.