Igen: Frederikshavnere henter overraskende vækst og skruer op for forventningerne
Efter fiberkabelproducenten Roblon tidligere på året kunne fremlægge et bedre kvartalregnskab end forventet, har nordjyderne endnu en gang overrasket.
I et nyt halvårsregnskab kommer Roblon ud med en omsætning på 178 millioner mod 103 millioner kroner i de første seks måneder af 2020/2021-regnskabet.
Imens det i første kvartal var en stor fremgang hos det amerikanske datterselskab, der bar væksten, så er det ikke tilfældet denne gang.
- Denne positive udvikling kan henføres til produktgruppen Composite og den europæiske del af produktgruppen FOC, hvorimod selskabets datterselskab i USA ikke helt har levet op til forventningerne, lyder det i en selskabsmeddelelse fra Roblon.
Forventer fremgang
Med fremgangen hidtil i regnskabsåret er Roblon nu også nået dertil, hvor de tør skrue op for forventningerne til det fulde regnskab, der lukkes 31. oktober.
Her forventer man nu en omsætning i intervallet 360 til 390 millioner kroner mod tidligere 330 til 370 millioner kroner. Ligeledes forventer de et EBITDA i intervallet 17 til 27 millioner kroner mod 8 til 27 millioner kroner, som hidtil har været forventet.
Derudover fortæller Roblon, at de fortsat arbejder på at sælge domicilet i Frederikshavn og rykke alle aktiviteter til Gærum, hvor de i da har produktion og en række administrative funktioner.
Hvis de lykkes med det, vil det påvirke både resultat og egenkapital positivt, lyder det i meddelelsen.
Regnskabsår | H1 2021/2022 | H1 2020/2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 178,1 | 103,0 |
Primært resultat (EBIT) | -0,5 | -28,2 |
EBITDA | 12,6 | -18,6 |
Egenkapital | 219,9 | 216,4 |
Kilde: CVR |