23948sdkhjf

Kommunale computerkøb for halv milliard

58 kommuner vil over de næste tre år købe energirigtige computere for i alt 510 mio. kr. Det sker gennem to nye forpligtende kommunale indkøbsaftaler, som SKI netop har været i udbud med i samarbejde med KL og kommunerne.
Leverandørerne på de to nye forpligtende computeraftaler har konkurreret om at sælge deres it-udstyr både på anskaffelsesprisen og de forventede omkostninger til strøm i produkternes levetid. Summen af disse to tal afgør, hvilke leverandører de 58 kommuner køber produkterne af.

- Ved at inddrage omkostningerne til el-forbrug i computernes levetid, sikrer vi samlet set de laveste omkostninger. Det lever op til de ønsker, som kommunerne har, både når det gælder økonomi og klimahensyn, siger Signe Lynggaard Madsen, adm. direktør i SKI og fortsætter:

- Den klimavenlige energibesparelse kan lægges oven i, at det også en god prismæssig aftale. Selv om der er tale om meget høje kvalitetskrav, er aftalen konkurrencedygtig med andre store indkøbsaftaler i landet.

Energibesparelser for millioner
Et vigtigt krav har været at minimere computernes energiomkostninger, der ellers kan være helt op til 25 procent af anskaffelsesprisen inden for den samlede tre-årige levetid. En analyse fra SKI viser, at der vil være store energibesparelser at hente de kommende år.

Eksempelvis vil det alene for 40 ud af de 58 kommuner, der konkret har forpligtet sig til at købe for 340 mio. kr. på den ene aftale, betyde en strømbesparelse på 32.000 kr. hver gang de køber ind for en million.

Derved opnår de 40 kommuner samlet set en strømbesparelse for op mod 11 mio. kr. de næste tre år. Hvis man sammenligner tallet med kommunernes eksisterende maskinpark af computere, der måske er to-tre år gamle, vil tallet være endnu højere.

De tekniske krav er højere end, hvad SKI typisk har efterspurgt på computerområdet. Herudover skal produkterne leve op til energikrav, der har været fastsat i Go´ Energis Indkøbsvejledning 2011. De energirigtige krav er stillet i samarbejde med Videncenter for grøn it i Digitaliseringsstyrelsen.

Ekspert: Godt for grøn innovation
En af landets eksperter inden for energirådgivning har også fulgt udbuddets grønne linje med interesse:

- Når man køber en computer, køber man også en elregning i hele levetiden. Derfor anbefaler vi altid ved udbud at kigge på totalprisen, som er prisen for at købe og bruge computeren i hele levetiden. Jeg vil godt rose SKI og kommunerne for at bruge totalprisen i dette udbud, så de er sikre på at få de billigste computere, der opfylder de tekniske krav. Samtidig er det godt for miljøet, og det stimulerer udviklingen af energieffektive produkter, siger partner Jan Viegand, Viegand & Maagøe, der har mangeårig erfaring som konsulent inden for energibesparelser.

De to indkøbsaftaler løber i tre år og en kommunal brugergruppe har fastsat få enkle og standardiserede kategorier, som dækker de fleste brugeres pc-behov i en gennemsnitlig kommune.

Aftalen er nu i stand still-perioden, der udløber 23. juli. Fra 15. august 2012 venter SKI, at de 58 kommuner og to uddannelsesinstitutioner kan købe ind på aftalen. For kommunernes vedkommende udgør de tilsluttede kommuner cirka 60 procent af befolkningsgrundlaget.

Fakta
Aftale 50.41 Computere - 1 leverandør
• 40 kommuner samt en erhvervsskole og et universitet har tilsluttet sig aftalen.
• Dell har vundet udbuddet.
• Kommunerne forventer at købe ind for 340 mio. kr. over de næste tre år.
• Sortimentet er enkelt og standardiseret og omfatter 6 stationære computere, 5 bærbare computere og 3 skærme, der rammer forskellige brugerbehov (ens for begge aftaler).
• Vinderen er fundet ud fra kriteriet laveste pris. Tilbuddene er evalueret på baggrund af det såkaldte TCO begreb (Total Cost of Ownership - samlede levetidsomkostninger). Det betyder, at leverandøren har skullet indregne tre års strømforbrug for udstyret i den samlede pris for de tilbudte produkter.

Aftale 50.42 Computere - miniudbud
• 18 kommuner har tilsluttet sig aftale 50.42 Computere (miniudbud),
• Dell, HP og Lenovo har vundet udbuddet.
• Kommunerne forventer at købe ind for i alt 170 mio. kr. over de næste tre år.
• Sortimentet er enkelt og standardiseret og omfatter 6 stationære computere, 5 bærbare computere og 3 skærme, der rammer forskellige brugerbehov (ens for begge aftaler).
• De tre leverandører skal ud i individuelle miniudbud to gange årligt. Det er SKI, der på vegne af kommunerne, afvikler miniudbuddene. Det er laveste tilbudte pris, evalueret ud fra de samlede levetidsomkostninger, der afgør, hvem der får ordren. Dvs. leverandøren igen skal indregne tre års strømforbrug for udstyret i den tilbudte miniudbudspris. Maksimalpriserne er de tilbudte priser ved rammeaftalens begyndelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094