Elektrolyse-producent har tekniske problemer og suspenderer guidance
Den danske børsnoterede producent, Green Hydrogen Systems, har så store problemer med sin teknologi, at man tirsdag har suspenderet sin guidance overfor Nasdaq Copenhagen.
- Green Hydrogen Systems annoncerer tekniske designkomplikationer i HyProvide® A-Series platformen. Komplikationerne vil påvirke guidance for 2022 på grund af yderligere forsinkelse i leveringen af ordrebeholdningen, skriver virksomheden i en fondsbørsmeddelelse.
Virksomheden har således ikke overblik over, hvordan forsinkelserne vil påvirke produktionen og dermed indtjeningen i indeværende år.
Kolding-virksomheden, der blandt andre har A.P. Møller Holding, Norlys Holding og Nordic Alpha Partners Fund I K/S, som aktionærer, gik på børsen i juni sidste år og fik fyldt lommerne med 1,2 milliarder kroner fra investorer, der tror mindst lige så meget på teknologien, som de selv gør.
Seneste guidance:
- Udsendt 2. marts 2022.
- Omsætning: 75-120 millioner kroner.
- Bruttofortjeneste: -15 til 15 millioner kroner.
- EBITDA: -265 til -225 millioner kroner.
Kilde: Green Hydrogen Systems
Og i Kolding har de tekniske vanskeligheder ikke rykket ved troen.
- Virksomheden er fortsat overbevist om, at A-seriens komplikationer vil blive løst og sikre et konkurrencedygtigt tilbud på markedet. Udviklingen af den fremtidige X-Series platform har en uændret prioritet og skrider frem som planlagt og vil tage højde for teknologiopgraderingerne fra A-serien, skriver Green Hydrogen Systems.
Green Hydrogen Systems gik på børsen med en erklæret målsætning om, at man i 2025 skulle omsætte for over en milliard kroner. I 2021 omsatte man for lige godt 5 millioner kroner.