23948sdkhjf

ETK-direktør og Alpha-direktør: Vi har begravet stridsøksen

- Vi har for lang tid siden snakket tingene igennem, og der er ikke mere at komme efter i forhold til den sag. Vi har begravet stridsøksen, fortæller Torben Drejer, VP og medejer af ETK EMS Group, der netop har overtaget Alpha-elektronik.

I forbindelse med overtagelsen udtrykker Torben Drejer stor glæde over, at Alpha-direktøren André Radley Grundahl, kommer til at fortsætte sit arbejde under den nye ledelse;

- For at sikre en glidende kunde- og systemintegration fra Alpha til ETK EMS, så er jeg glad for at fortælle, at direktør André R. Grundahl og ledelsesholdet fortsætter i Næstved. Vi ser også frem til at byde Alphas kunder, medarbejdere og leverandører velkommen i koncernen, og vi ser frem til at fortsætte det sublimt, høje serviceniveau, som Alpha altid har leveret, siger Torben Drejer. 

Følte sig holdt for nar

Der var ellers ikke megen glæde at spore hos Torben Drejer for godt et års tid siden, da det i februar 2021 blev offentliggjort, at André Radley Grundahl skulle tiltræde som direktør for Alpha-elektronik.

ETK EMS var nemlig blandt de tre jyske EMS-virksomheder, der sad tilbage med følelsen af at blive holdt for nar, da André Radley Grundahl i starten af januar 2021, angiveligt som interesseret kunde, besøgte virksomheden.

Følelsen af, at han skulle være ude på at lure noget af hos de kommende konkurrenter.

- Jeg er meget skuffet. Jeg synes, at det er skammeligt at tage rundt på den måde og være så fordækt omkring, hvem man er. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, sagde Torben Drejer ved den lejlighed.

Det var en misforståelse

Siden februar sidste år er der dog løbet meget vand i åen, forklarer begge parter.

Hos Alpha-elektronik fortæller André Radley Grundahl, at han tog kontakt til Torben Drejer lige efter at artiklen kom ud på Electronic Supply.

- Det var simpelthen en meget uheldig misforståelse, der gjorde at jeg kom så skævt ind i branchen. Jeg ringede til Torben med det samme og vi fik talt ud om historien, og siden har der ikke været mere i det, siger André Radley Grundahl, der ser frem til at arbejde sammen med både Torben Drejer og resten af ETK.

- Jeg har jo kun været i branchen et års tid, så jeg ser frem til at lære endnu mere sammen med de nye ejere, siger André Radley Grundahl.

- Jeg glæder mig til fremtiden og til at fortsætte den rejse, virksomheden er på, siger André Radley Grundahl. 

Fra ETK EMS ser man også lyst på fremtiden.

- Det er et bemærkelsesværdigt stykke arbejde, André har gjort i Alpha-elektronik ind til videre, og vi glæder os til samarbejdet fremover, siger Torben Drejer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078