Sensorer får millioner til de nordiske markeder
Den danske tech-start-up, Woodsense, har hentet frisk kapital til udviklingen af forretningen. Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
I en ny investeringsrunde har virksomheden sikret 2,6 millioner kroner, der er øremærket til at styrke tilstedeværelsen og etableringen på de skandinaviske markeder.
- Vi oplever stor interesse fra svenske og norske aktører, som i forvejen har indgående erfaring med at bygge i træ. Udover at konsolidere Woodsense på det danske marked, vil vi i 2022 for alvor skalere videre på de øvrige nordiske markeder, hvor vi netop kan se et stort potentiale i sensorteknologi, siger Jeppe Rasmussen, CEO for Woodsense.
Jeppe Rasmussen stiftede Woodsense i 2019. I februar 2021 sikrede Woodsense en samlet investering på 1,1 millioner kroner fra 12 Keystones-investorer.
På nuværende tidspunkt beskæftiger Woodsense syv medarbejdere fordelt på fuldtids- og deltidsansatte, og man har foreløbigt 1000 enheder ude på markedet.
Om Woodsense:
- Det handler primært om tre ting. Træ, fugt og data. Woodsense leverer en sensorløsning, der monitorerer trækonstruktioner i hele byggeprocessen.
- Løbende data trackes via en abonnementsløsning til det cloudbaserede system. Træet kan overvåges fra time til time i op til 10 år. Og så giver systemet en melding, hvis der skulle være noget galt.
- Konceptet sigter således efter at skabe kvalitetssikkerhed, men også på at frigøre tid for bygherrer, der normalt må sende en medarbejder ud og manuelt foretage målingerne i bygningen.
- Med den kontinuerlige overvågning og muligheden for at reagere hurtigt vil bygherrerne bruge færre ressourcer på at udbedre eventuelle skader på træet.