23948sdkhjf

Hvordan klarer DALI sig så flot gennem forsyningskrisen?

- Du får mig ikke til at sige; "Hvad sagde jeg". Men vi kan konstatere, at det strategiske valg, vi tog for efterhånden mange år siden, kommer os til gode i dag, siger Lars Worre og sætter sig til rette.

Lars Worre er medejer og administrerende direktør for højttalerproducenten DALI i nordjyske Nørager. Han har inviteret på en rundvisning og en snak om, hvordan DALI rent strategisk arbejder med at sikre en stabil produktion på den store fabrik.

Baggrunden for besøget er umiddelbart den nylige investering i Hudevad Furniture, hvor man efter årelangt tilløb som fast samarbejdspartner nu har lagt begge hænder på kogepladen med et minoritetsejerskab i den fynske familievirksomhed. 

Og det er en investering, der kommer uden restriktioner og forbehold.

- Den investering handler om, at vi siger, at vi tror på Hudevad, og det de kan. Og de siger, at de stoler på os og tror på, at vi gør, som vi siger, forklarer Lars Worre, der understreger, at man fra DALI's side ikke kræver eksklusivitet eller konkurrenceklausuler. Tværtimod.

Om DALI:

Etableret i 1983 af Peter Lyngdorf.

DALI står for Danish Audiophile Loudspeaker Industries.

Beskæftiger samlet 275 medarbejdere.

Driver også en højttalerfabrik i Ningbo, Kina.

Kilde: DALI

- Hudevad er hamrende dygtige til møbelproduktion. Og det skal de blive ved med at være. Så simpelt er det, siger Lars Worre, der glæder sig over at have en dygtig producent i sit, globalt set, umiddelbare nabolag.

Vil selv kan selv

På turen rundt i den enorme fabrik på Dali Allé 1 i Nørager kan man følge hele tilblivelsen af alle delene af, de for nogle seriers vedkommende, ret bekostelige højttalere.

Fra samling og test af enheder over skæring af sider til kabinetter, til lakering og slutsamling og forsigtig pakning.

På alle stationer, som en højttaler kommer igennem, møder man ekstremt omhyggelige medarbejdere, mange i øvrigt med meget høj anciennitet.

Det skal ikke være på deres vagt, at der kommer en skramme, der gør, at højttaleren skal kasseres.

Over tid er flere og flere dele af processerne taget hjem til fabrikken i Nørager. I samme periode var trenden i branchen lige modsat, hvor man mange steder outsourcede for at spare på produktionsomkostningerne.

Og mange steder nedbragte man sin lagerbinding markant, for man kunne jo bare bestille nye varer og få dem med det samme, da forsyningskæderne spillede.

- Vi har igennem en årrække prioriteret at have processerne tæt på. Det, vi ikke længere kunne købe hos underleverandører i nærheden, eller i ordentlig kvalitet, det har vi selv taget ind, forklarer Lars Worre.

Det hele handler om at kunne garantere processen og kvaliteten. For når en kunde køber et sæt DALI-højttalere, så skal oplevelsen være god hver gang. 

- Og så har vi prioriteret at købe ind til vores lager, så vi har rigeligt til at holde produktionen i gang. Det har ikke været nemt, men det er kommet os til gode i den aktuelle forsyningskrise, forklarer Lars Worre.

I det seneste offentliggjorte regnskab, der blev afsluttet i april 2021 - midt i komponentkrisen - øgede DALI sin bruttofortjeneste fra 72 til 99 millioner kroner.

Kan selvfølgelig ikke alt selv

DALI er selvfølgelig ikke kommet igennem først coronakrisen og siden forsyningskrisen helt uden kamp og skrammer. 

- Mange af vores medarbejdere vil nok ikke se tilbage og sige, at det er gået flot. Det har været en rigtig bumlet tur, siger Lars Worre, der umiddelbart vurderer, at krisen har kostet 25 procent at det salg, der kunne være realiseret, hvis man havde fri bane i forsyningskæderne og fragtpriserne ikke pegede mod himlen.

- Vi har jo trods alt ikke minedrift i Danmark og nærmest ingen forarbejdning af primære råstoffer. Så vi har helt sikkert været meget udfordrede også, siger Lars Worre. 

Den strategiske beslutning om at holde fast i gamle dyder om mere egenproduktion og højere lagerbinding blev taget for snart to årtier siden. Og især i forhold til fragten har DALI fundet sig i en bedre situation.

- En direkte fordel som vi er gået efter, at nedbringe behovet for fragt, herunder befragtning af store emner til fabrikken i Danmark. Det er en fordel, som vil give os mere og mere fremover. Men igen – vi kendte altså intet til "transportkrisen", da vi besluttede det, siger Lars Worre, der vurderer, at Dali gradvist kan afbøde behovet for fragt og gøre virksomheden mindre sårbar også i fremtiden. 

Made in Denmark

I det store udland er hi-fi produkter fra Danmark i rigtig høj kurs. Made in Denmark er et adelsmærke, der især for de dyre high end-produkter spiller en stor rolle. Og hos DALI spiller det en afgørende rolle.

- Det, at vi har styr på processerne bag produktet og kan vise hele produktionen frem her i Nørager, giver os helt klart en fordel, siger Lars Worre.

Han er selv er dybt involveret, når kunder og samarbejdspartnere fra nær og fjern får hele historien om DALI og bliver vist rundt på fabrikken.

- Man kan helt sikkert få produceret enkelte dele billigere andre steder, men når vi har det hele samlet her, så kan vi også give en helt anden garanti for de produkter, vi markedsfører, fortæller Lars Worre, der fortsat investerer i maskiner og medarbejdere, der kan holde DALI på forkant i et marked, der kontinuerligt efterspørger nye og bedre produkter, samt en fremstillingshistorie, som er til at forstå.

Læs mere om: Dali
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11