Dansk Standard udgiver gratis guide om IoT-sikkerhed
Hvordan sikrer man sig som IoT-producent, at virksomhedens produkter ikke bliver angrebet af virus, malware og cyberkriminelle?
Med finansiering fra Cyber Hub og Erhvervsstyrelsen har Dansk Standard i samarbejde med Alexandra Instituttet og Force Technology nu udgivet en gratis guide i cybersikkerhed i IoT-produkter.
- Guiden er henvendt til alle, som laver produkter, der kan kommunikere med noget andet – hvad enten det er til privat brug eller B2B-produkter, fortæller Jeppe Pilgaard Bjerre, der er specialist i Force Technology og medskribent på den nye guide.
Der findes flere IoT-produkter i verden, end mennesker. Og hvert produkt udgør en potentiel sikkerhedsrisiko både for sin egen funktion og for det netværk, den er en del af.
Og jo mere afhængige vi bliver af digitale teknologier, jo højere er risikoen for et målrettet cyberangreb. De producerende virksomheder er i høj grad klar over deres ansvar, lyder det fra Alexandra Instituttets senior security architect, Michael Bladt Stausholm;
- Vi oplever, at mange virksomheder har et ønske om at kunne dokumentere deres produkters sikkerhed. Kunderne efterspørger sikre produkter, men har svært ved at definere det nærmere og stiller krav, der stikker i alle retninger. Virksomhederne søger derfor efter en standard eller anden best practice, men vores oplevelse er, at de ofte tager den første standard, de hører om og som lugter lidt af sikkerhed. Det kan betyde, at virksomheden skyder langt over eller under målet for et passende sikkerhedsniveau, hvilket også kan medføre et spild af ressourcer, siger Michael Bladt Stausholm.
Kan give stærkere position
Dansk Standards mål med guiden er er at få flere danske SMV’er til at orientere sig i standarder for cybersikkerhed i produkter og være med til at øge cybersikkerheden i samfundet generelt.
- Guiden kan både bidrage til, at virksomheder, der arbejder med IoT-løsninger, prioriterer cybersikkerhed og den kan hjælpe SMV’er, der er aftagere af IoT-produkter, med at definere, hvilke krav til sikkerhed de skal stille til deres leverandører, siger Berit Aadal, seniorkonsulent i Dansk Standard.
Hun understreger, at det samtidigt kan være med til at understøtte danske virksomheders konkurrencekraft at fokusere på cybersikkerheden, fordi de dermed står stærkere på markedet.
Den nye guide kan hentes kvit og frit i webshoppen hos Dansk Standard.