23948sdkhjf

Nyt projekt skal erstatte metal med kompositter

Innovative stormskridt inden for robot-, software-, sensor-, materiale- og designoptimeringsteknologier skal i de kommende år sætte Danmark på landkortet som verdens førende producent af avancerede fiberforstærkede plastmaterialer.
Materialer lavet af fiberforstærket plast er både lette og stærke og kan i mange sammenhænge erstatte metal. Projektet FiberLab skal udvikle en ny type produktionsenhed, der kan fremstille fiberkompositemner både hurtigere, billigere og med bedre kvalitet end hidtil.

Samtidig åbner teknologien op for at udvide anvendelsen af lette kompositmaterialer til nye brancher. For eksempel kan teknologien i et betydeligt omfang erstatte metallegeringer.

Vil automatisere sig til lavere priser
FiberLab består af tre grundelementer: Tre samarbejdende robotter, specialsoftware til styring og koordinering samt avanceret signalbehandling, så man for eksempel kan indbygge sensorer i sine fiberemner for derved at kunne sikre optimal operation og vedligehold.

- Problemet med fiberforstærkede plastmaterialer i dag er, at prisen typisk er meget høj, fordi det kun kan laves med kostbare specialmaskiner kombineret med manuelt arbejde. Med de tre robotter kan vi gøre det automatiseret, så vi får produktionsprisen ned, og på den måde får vi konkurrencedygtige kompositter, der kan erstatte metalemner, forklarer Claus Risager, ph.d. og centerchef for Robotteknologi ved Teknologisk Institut. Han skal være med til at udvikle robotterne, der skal fremstille kompositelementerne.

Kompositmaterialerne kan i mange sammenhænge erstatte metal. Da det er stærkt, men meget let, er det især anvendeligt ved produkter, hvor vægten er afgørende. Især inden for vindmølle- og luftfartsindustrien vokser anvendelsen af avancerede kompositmaterialer markant.

Boomende marked
På verdensplan blev der i 2009 omsat for 60 mia. kr., mens branchen forventer en omsætning på 80 mia. kr. i 2012 og 110 mia. kr. i 2015. I begge industrier er lav egenvægt og brændstofforbrug afgørende.

- Brændstofforbrug er meget tæt knyttet til hvor meget masse, der skal flyttes rundt. Men det sparer ikke bare brændstof. Det reducerer også vedligeholdelsesomkostningerne, fordi kompositmaterialer blandt andet ikke korroderer ligesom metaller. FiberLab-platformen er speciel, fordi vi vil kunne tilbyde en billig high-tech løsning til industrier, hvor man ikke tidligere har brugt denne type af materialer, fordi det har været for komplekst og kostbart at producere. Så nu har vi noget, som i mange sammenhænge vil kunne udkonkurrere metaller, forklarer Ole Thybo Thomsen, professor og ph.d. fra Institut for Mekanik & Produktion ved Aalborg Universitet.

Allerede nu er der betydelige forretningsmuligheder inden for en bred vifte af industrier, repræsenteret ved partnerne i konsortiet bag FiberLab: Vestas, Desmi, FS ACE, El-Bo, Falck Schmidt, Eltronic, Yaskawa Motoman Robotics, Aalborg Universitet, SDU, DTU og Teknologisk Institut, som samtidig skal huse de fysiske faciliteter.

FiberLab vil fungere som research-platform for alle partnere ift. at producere kompositmaterialer og vil selv producere prototyper, 0-serier samt små serier af komponenter til partnere og kunder. Projektet har et samlet budget på 76 mio. kr. og er støtte med 40 mio. kr. af Højteknologifonden.

Kilde: Højteknologifonden

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156