IBM-boss bliver DI-formand
Den nuværende formand, Jesper Møller, har så travlt med sit hverv som administrerende direktør i Toms Gruppen, at der ikke længere er tid til formandsposten hos DI.
Hovedbestyrelsen mødes fredag den 27. april med formandsvalget som eneste punkt på dagsordenen.
Vil koncentrere sig om Toms
Det er nye, udfordrende opgaver i Toms Gruppen, der har fået Jesper Møller til at give stafetten videre.
- Toms Gruppen A/S har købt Hanseatische Chocolade GmbH i Bremen, og vi har valgt at etablere et stort pakkeri i Polen. Jeg har derfor besluttet at trække mig fra formandsposten i DI og fuldt og helt hellige mig arbejdet i virksomheden, siger Jesper Møller.
Jesper Møller har været medlem af DI’s hovedbestyrelse siden 2006 og blev i 2007 valgt ind i forretningsudvalget og udpeget til viceformand. Han afløste den tidligere formand, Henning Dyremose, på formandsposten i marts 2008. I forbindelse med sin fratræden som formand, udtræder Jesper Møller samtidig af DI’s forretningsudvalg, men forbliver i hovedbestyrelsen.
Lars Mikkelgaard-Jensen har været medlem af DI’s hovedbestyrelse siden 2004. I perioden 2005-2011 var han tillige medlem af forretningsudvalget og har siden 2007 haft sæde i DI’s Erhvervspolitiske Udvalg.