23948sdkhjf

To danske brint- og PtX-projekter kæmper om 850 millioner

Regeringen har besluttet at Danmark skal deltage i et projekt af fælleseuropæisk interesse for brint (IPCEI) og har afsat i alt 850 millioner kroner til Danmarks deltagelse. 

Den 7. april afsluttede Erhvervsstyrelsen en ansøgningsrunde for deltagelse i et IPCEI og har nu udvalgt de to projekter, som skal meldes ind til Europa-Kommissionen.

Det drejer sig om Green Fuels for Denmark, repræsenteret af Ørsted samt HySynergy 2.0, repræsenteret af Everfuel.

Udvælgelsen af de to projekter er sket ud fra en samlet vurdering af ansøgningerne på baggrund af ansøgningsrundens fastsatte vurderingskriterier. 

De to projekter er den 31. august 2021 meldt ind til Europa-Kommissionen i en samlet prænotifikation med projekter fra 17 andre lande. Europa-Kommissionen skal indledningsvis vurdere projekterne forud for den endelige notifikation og godkendelse, der forventes at finde sted i 2022.

Regeringen har vurderet at den danske deltagelse i det europæiske storskalaprojekt kan medvirke til at kickstarte udviklingen af PtX i Danmark.

Glæde i Fredericia

Hos Crossbridge Energy i Fredericia har man efter udmeldingen fra Erhvervsstyrelsen armene helt oppe over hovedet. 

Selskabet står sammen med Everfuel,  Ewii, Tre-For, Aktive Energi Anlæg, Tvis og Energinet.dk bag HySynergy 2.0 300 MW, som skal etableres ved Crossbridge Energys raffinaderi i Fredericia. 

- Vi er glade og beærede over anerkendelsen og sætter umådelig stor pris på det ambitionsniveau, som både Energistyrelsen, ministeriet, ministeren og folketinget står samlet bag, siger CEO Finn Schousboe, Crossbridge Energy A/S og tilføjer:

- Det er kun to uger siden, at vi tog første spadestik til 20 MW brintfabrikken. IPCEI tilskuddet vil sikre, at vi kan skalere op til 300 MW. Det næste skifte er 1 GW, og IPCEI tilskuddet gør det realistisk at arbejde mod endnu mere ambitiøse mål.

Om HySynergy & Green Fuels for Denmark

HySynergy 2.0

Projektet HySynergy 2.0 er ledet af Everfuel Europe A/S og omhandler realiseringen af et elektrolyseanlæg. Projektet indebærer produktion af grøn diesel baseret på genanvendelse af CO2-intensive materialer. Projektet udgør den første af tre faser i en ambition om at realisere 300 MW elektrolysekapacitet.

Green Fuels For Denmark

Projektet Green Fuels For Denmark er ledet af Ørsted Hydrogen Green Fuels A/S og skal at realisere et elektrolyseanlæg og et CO2-fangstanlæg til produktion af bæredygtige kulstofbaseret brændsler med henblik på forbrug af vedvarende brint indenfor tung transport, herunder skibs- og luftfart. Dette projekt udgør den første og anden af i alt fire faser i udviklingen af et produktionsanlæg, der vil kunne levere 1,3 GW elektrolysekapacitet med henblik på produktion af vedvarende brint, e-methanol og flybrændstof.

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08