23948sdkhjf

EMS-gigant når nye højder på omsætning og resultat

EMS-giganten GPV med hovedsæde i Vejle er kommet ud af første halvår med rekordstor omsætning og resultat.

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal og første halvår, som virksomheden har lagt frem torsdag middag.

Elektronikproducenten realiserede en omsætning på 1.504 millioner kroner i 1. halvår 2021 mod 1.355 mio. kr. i samme periode sidste år. Det svarer til en fremgang på 11 procent .

EBITDA-resultatet endte på 152 millioner krone mod 108 millioner kroner året før.

GPVs administrerende direktør Bo Lybæk er yderst tilfreds med udviklingen.

– Vi oplevede en kraftigt stigende efterspørgsel i årets begyndelse. Den udvikling fortsatte et godt stykke ind i 2. kvartal, og vi leverer nu vores bedste halvårsresultat nogensinde. Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet (...). Manglen på materialer har skabt og skaber fortsat en vanskelig situation. Vi er nødt til dagligt at ryste posen, tilpasse og koordinere på tværs af alle fabrikker i hele organisationen, og det er nu vigtigere end nogensinde, siger han.

(mio kr.) H1 2021 H1 2020
Omsætning: 1.504  1.355 
EBITDA 152 108

Bygger ud

Hvor væksten i GPV sidste år hovedsageligt skete inden for MedTech-segmentet, blev den stigende efterspørgsel i 1. halvår 2021 drevet af koncernens tre øvrige segmenter, Instruments & Industry, CleanTech og Transport, fremgår det af regnskabet.

Verdensøkonomien vokser støt og roligt i kølvandet på coronaepidemien, og det har fået GPV til at øge kapaciteten på flere af sine fabrikker.

GPV har i dag produktionssteder i Danmark, Schweiz, Tyskland, Østrig, Slovakiet, Thailand, Sri Lanka, Kina og Mexico, og alene i 1. halvår 2021 implementerede selskabet to nye komplette SMT-linjer og to nye THT-linjer på fabrikken i Thailand.

GpPV oplyser, at to tilsvarende linjer skal leveres og idriftsættes i 2. halvår 2021. Samtidig er kapaciteten på eksisterende SMT-linjer i Slovakiet, Sri Lanka og Mexico blevet udbygget i de seneste par måneder.

På længere sigt skal kapaciteten udbygges på en række af GPV’s fabrikker. GPV har påbegyndt arbejdet med at bygge en ny og større fabrik i Sri Lanka, der skal erstatte den eksisterende elektronikfabrik. Byggeriet skal stå færdigt i slutningen af 2022. I begyndelsen af 2022 påbegynder GPV desuden opførelsen af en ny fabrik til Mechanics-divisionen i Thailand, som skal stå færdig i starten af 2023:

– Som led i vores langsigtede strategi har vi løbende planlagt kapacitetsudvidelser. Det giver os nogle store fordele nu, hvor flere selskaber ønsker at investere i f.eks. nye SMT-linjer. De første linjer er allerede i drift, og vi har flere på vej. Det har været strategisk vigtigt for os at investere, for vi ville undgå at mangel på udstyr skulle forhindre os i at imødekomme den store efterspørgsel fra vores kunder, og jeg er fuldt overbevist om, at det giver os en fordel i det lange løb, siger Bo Lybæk.

Jagter 3 milliarder

På baggrund af den positive udvikling forventer GPV fortsat at realisere en omsætning for 2021 i størrelsesordenen 2,9-3,0 milliarder kroner. 

Samtidig øges resultatforventningen til et EBITDA-resultat i intervallet 260-300 millioner kroner. Tidligere var forventningen 250-290 millioner kroner. 

Læs mere om: GPV
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187