Jagten på lean: Ny EMS-direktør går Alpha efter i sømmene
André Radley Grundahl satte sig i marts i direktørstolen for næstvedvirksomheden Alpha, og nu har han sat gang i en større proces, hvor al organisation og alle arbejdsgange bliver set efter i sømmende for at se, om virksomheden kan blive mere ’lean’.
Det fortæller den nyslåede direktør til Electronic Supply.
- Alpha er del af en branche, der tjener fornuftige penge. Det burde Alpha også kunne. Derfor er vi igennem alt fra arbejdsgange, maskiner og har mandet op for at få det mest optimale ud af virksomheden, siger André Radley Grundahl.
Han fortsætter.
- Det er så nemt for en virksomhed at skrive sig ud af, hvordan processer bør være. Men det bliver hurtigt så stift. Man glemmer at opdatere og hvad det egentlige mål er, og så bliver arbejdsgangen utrolig ineffektiv. Ved at gå det hele igennem kan vi få syn for, hvor flaskehalsene er, og hvordan vi kommer af med dem, siger han.
Af samme årsag har virksomheden ansat nye kræfter ude fra, som Electronic Supply tidligere har fortalt om,
- Vi har blandt andet fået ny produktionschef og hentet andre nye folk til, der har nyt syn på hvordan vi kan arbejde smartere og ikke nødvendigvis hårdere for at blive mere effektive, siger André Radley Grundahl, der tilføjer, at virksomheden stadig leder efter ansatte til nye stillinger.
Digitalisering på tapetet
En af værktøjerne, som direktøren sværger til, er en ny digitaliseringsrobot, der synliggør materialeplanlægning og produktioner ned til mindste detalje.
- Hvis der mangler en komponent, så registrerer systemet det. Så er det dokumentet, og manglen bliver automatisk og digitalt sendt videre i systemet. Det går ikke i glemmebogen, og kunden eller leverandøren bliver orienteret med det samme. Så kan vi komme videre med vores arbejde, siger han.
Han fortsætter:
- Det samme med kvalitetsfejl. Nogle af de komponenter vi monterer på råprint, er særligt følsomme overfor tolerancer og hvor maskinerne over tid kan miste præcisionen på grund af slitage kan det gå hen blive dyrt hvis den samme fejl opstår via mange produktioner. Ved hjælp af digital dataopsamling bliver den slags kvalitetsfejl hurtigt og effektivt opdaget og rettet, og så kan vi samtidig skue ud over resten af produktionen og spørge os selv: kan det ske andre steder, og så få forebygget, siger han.
Og direktøren udelukker ikke, at der også skal ny hardware til fabrikken.
- Vi har muligheden for at investere i mere værktøj og nye maskiner, der skal gøre vores produktion og medarbejderne mere produktive. I første omgang ser vi på processerne og sørger for at binde afdelingerne bedre sammen, men er også godt på vej med at planlægge de nye investeringer. Vi har vildt mange dygtige ansatte. De er vores største aktiver, siger direktøren.