Elteco indleder nyt samarbejde
Pr. 1. april 2012 indleder den midtjyske virksomhed et nyt samarbejde med Motovario.
- Vi har været på udkig efter en stærk leverandør på snekkegear. Og her er Motovario et helt naturligt valg for os, som er et stærkt brand i markedet. Vi tillægger naturligvis også både service og leveringsevne stor værdi, samt god teknisk backup, udtaler Bruno Christensen, direktør og indehaver af Elteco.
Hos Motovario er optimismen også stor:
- Vi lægger stor vægt på, at vores nye samarbejdspartner har en kendt profil, samt stor erfaring på gearmarkedet. Og så ligger Elteco A/S geografisk rigtig godt i med sin placering i Herning. Vi ser frem til et både langvarigt og positivt samarbejde, afslutter area sales manager Henrik K. Clausen.