23948sdkhjf

Audio-gigant: Vi har sikret os de komponenter, vi skal bruge

Den globale komponentmangel er en udfordring, der i varierende grad giver problemer i den danske elektronikbranche. 

Nogle steder er udfordringen, at der er længere leadtime, andre steder er markedet simpelthen støvsuget for komponenter.

Hos B&O har man eksempelvis etableret en intern taskforce, der hver dag knokler på for at afsøge markedet og sikre forsyningskæden. Den officielle udmelding fra koncernen er også, at komponentmanglen har hæmmet væksten i en ellers bemærkelsesværdig turnaround.

Men hos den danske audio-gigant GN Audio er meldingen, at man har sikret sig de komponenter, der skal til for at sikre de udmeldte vækstmål for den største division i børsnoterede GN Store Nord.

- Vi har taget det forbehold, at hvis leverandørerne ikke kan få de råvarer, de skal bruge, og de derfor i det hele taget ikke kan betjene deres kunder, så kan de heller ikke levere til os. Det er den verden, der er derude lige nu, men som udgangspunkt har vi de komponenter på vej ind, som vi skal bruge, siger René Svendsen-Tune, CEO for GN Audio, i et interview med Børsen.

For et par uger siden opdaterede GN Store Nord sin guidance overfor investorerne og fondsførsen. Efter et første kvartal med nærmest eksplosiv organisk vækst i GN Audio på 82 procent, hævede man forventningerne for året fra 20 til 25 procent vækst i koncernen.

- GN Audio forventer fortsat at levere solid vækst i de tilbageværende kvartaler i 2021 ovenpå den markante vækst der blev leveret i Q2-Q4 i 2020, lød det i meddelelsen.

Samlet set omsatte GN Store Nord for 4,1 milliarder kroner i første kvartal. GN Audio stod for 2,9 milliarder kroner, mens GN Hearing leverede 1,2 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078