Fynsk EMS'er havde "sindssygt travlt" sidste år
Den fynske EMS-virksomhed GP Elektronik lykkedes i høj grad med at fortsætte formen fra de seneste år.
Det viser regnskabet fra 2024, der netop er offentliggjort. Her lykkedes virksomheden med en bruttofortjeneste på 20,2 millioner kroner og en bundlinje efter skat på 6,6 millioner kroner. Begge dele er mindre tilbagegange i forhold til året før, men set i lyset af den generelle afmatning i elektronikbranchen er tallene fornuftige.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 20,2 | 21,1 |
Resultat af primær drift | 9,6 | 11,5 |
Resultat før skat | 8,4 | 10,5 |
Årets resultat | 6,6 | 8,2 |
Balancestatus | 55,8 | 57,8 |
Egenkapital | 22,3 | 18,2 |
Kilde: CVR |
CEO Anders Bo Pedersen er godt tilfreds:
- Vi havde sindssygt travlt hele året, og vi har knoklet hårdt for at lykkes med at få varerne ud til kunderne, siger Anders Bo Pedersen.
Han henviser til, at man i forrige regnskabsår udvidede maskinparken med nye SMT-linjer med henblik på at styrke serieproduktionen. Men oveni det har man været i gang med at oparbejde en øget kapacitet inden for blandt andet inspektion i produktionen, og det er først for alvor kommet op at køre sidst på året.
Derfor er det først nu, at GP Elektronik for alvor kan følge med på efterspørgslen.
- Vi brugte efteråret på at komme op i hastighed, og det er vi kommet omkring årsskiftet. Nu er der hul på bylden, siger Anders Bo Pedersen.
Ikke travlt med nye kunder
Direktøren fortæller, at GP Elektronik hovedsageligt leverer til kunder i industrien. Selvom der er flere og flere EMS'ere, der begynder at gå ind i markederne for medico og forsvar, så har det ikke umiddelbart været på tale i Odense-virksomheden.
Faktisk har GP Elektronik gennem en længere periode slet ikke taget nye kunder ind.
- Vi har nogle meget lange og gode partnerskaber med kunderne, som sikrer stabilitet. Så vi har ikke travlt med at tiltrække nye kunder, selvom kapaciteten endelig er til det.
Han fortæller videre, at udbygningen af serieproduktionen skal være med til at styrke de længerevarende kunderelationer yderligere.
- Førhen vidste vi godt, at hvis en kunde skulle over et vist antal enheder, så kunne det bedre betale sig at finde en større spiller. Men nu kan vi levere markant flere enheder, så det gør det bedre for både os og for kunden, der ikke skal finde en ny leverandør. Nu kan vi lettere skrue på ordrestørrelsen, siger Anders Bo Pedersen.
Han understreger dog, at GP Elektronik fortsat har opretholdt fleksibiliteten på de mindre serier.
Lang historie
GP Elektronik er oprindeligt stiftet i 1990 af Gert Pedersen.
Virksomheden holder til i Odense SV, hvor man laver printlayout og elektronikproduktion. Kunderne er mestendels inden for industrien.
Anders Bo Pedersen er anden generation i virksomheden, hvor han har siddet i direktørstolen siden 2018. Han ejer også majoriteten af virksomheden.
GP Elektronik har 20 ansatte.