23948sdkhjf

Israelere booster nordjyske MyDefence: Bliver verdens-omspændende og fordobler omsætningen

Den nordjyske forsvarsleverandør MyDefence har fået ny luft under vingerne efter israelske Skylock Systems Ltd som minoritetsinvestor trådte ind i ejerkredsen i slutningen af 2020. 

Udviklingen i virksomheden går forrygende stærkt lige nu, hvor man i de kommende måneder skal ansætte 10-12 nye medarbejdere. Pt. beskæftiger man 22 ansatte i Nørresundby.

MyDefence har siden etableringen i 2013 koncentreret afsætningen i Europa og USA. Via Skylocks netværk er MyDefence nu også på banen i Sydamerika og Asien, samt i Afrika og Mellemøsten, hvor de første ordrer blev indgået allerede i starten af i år.

Det er særligt systemintegrationer af antidroneteknologi, der trækker læsset i disse dele af verden, hvor droneangreb er mere hyppige, og VIP's, militære installationer og kritisk infrastruktur har brug for beskyttelse.

Skylock Systems Ltd:

Virksomheden er en del af det israelske konglomerat, Avnon Group, der repræsenteret i 60 lande leverer nøglefærdige løsninger og teknologier til regeringer, forsvar, efterretningsenheder, samt politi- og specialenheder inden for forsvar og sikkerhed. 

Skylock har i lighed med MyDefence udviklet teknologi, der kan opdage og uskadeliggøre droner. 

- Vi har brugt det sidste halve år på at optimere vores samarbejde, så vi kan få mest muligt ud af salgsmotoren. Og de første ordrer er allerede i bogen, så det er meget, meget positivt, siger Dan Hermansen, der er administrerende direktør for MyDefence til Electronic Supply.

Stærkere på den operationelle del

Hos MyDefence er man nået den fase i virksomhedens liv, hvor der skal oprustes endnu mere på de interne linjer for at være klar til kampen ude i verden.

- Vi mander op, så vi bliver stærkere på den operationelle del. Det handler om salg, produktion og installationer. Og så handler det om, at vi får delt den viden, som vi går rundt med i hovederne, så flere kan varetage den ret komplekse opgave, det er at få salg, teknik, installationer og kundekrav til at mødes, siger Dan Hermansen.

Vi fordobler omsætningen

Oprustningen på medarbejderfronten skal ses i direkte relation til det succesfulde samarbejde med den israelske investor Skylock Ltd, der i lighed med MyDefence udvikler og producerer antidrone-teknologi. 

Skylocks fokus på salgsfronten har dog i højere grad været på Mellemøsten, Asien, Afrika og Sydamerika. Og MyDefence sparker dermed en åben dør ind til markeder, det ellers kunne tage årtier at opdyrke.

- Allerede i år forventer vi at fordoble vores omsætning. Og en del af det overskud, vi kommer til at generere vil så igen gå til at udvide vores forretning, forklarer Dan Hermansen, der pointerer, at MyDefence kommer til at spille en nøglerolle i forhold til Skylocks egne ambitiøse vækstplaner.

- Kravet fra Skylock er, at vi vokser sammen. De har klare vækstplaner, og vi bliver en naturlig del, idet vi kommer til at stå for produktudvikling og systemintegrationer også for deres del, siger Dan Hermansen.

Planen er, at produkterne fra MyDefence fortsat vil blive brandet i Europa og i USA, mens Skylocks brand, med MyDefence teknologi, bliver brandet i resten af verden, lyder den umiddelbare vurdering fra den danske part i samarbejdet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094