23948sdkhjf

B&O hæmmes af komponent-mangel: Vi kunne have solgt endnu mere

Den globale mangel på elektroniske komponenter har også stukket en lille kæp i hjulet for danske Bang & Olufsen, der i de seneste kvartaler ellers har leveret pæne tal efter en opsigtsvækkende turnaround.

Tallene kunne nemlig have været endnu pænere, hvis ikke forsyningskæden af komponenter var frosset til is.

Det danske ikon kunne have solgt mere, men kunne ikke producere mere. Det fortæller Jacob Juul Frederiksen, der er Sr. Director, Planning & Operation hos Bang & Olufsen.

En række produktlanceringer fra B&O kommer på markedet i en tid, hvor efterspørgslen på forbrugerelektronik er historisk høj. Senest var det den slanke wi-fi højttaler Beosound Emerge, der kom på markedet her i april. 

Flere produktlanceringer er en vigtig nøgle i B&O's nye strategi og komponenterne til produkterne er sikret.

- Vi holdt på, da corona ramte og fastholdt egentlig vores bestillinger hos leverandørerne og har komponenterne hjemme til vores kommende lanceringer. Så der er vi i mål. Men vi kan ikke umiddelbart skalere produktionen op til at møde den øgede efterspørgsel, da der er meget lang leadtime på komponenterne, forklarer Jacob Juul Frederiksen, der står med ansvaret for at sikre forsyningskæden.

Taskforce kæmper hver dag

Det er ikke udelukkende på de nye produkter, at B&O oplever problemer med komponentmanglen. For en række af produkterne i porteføljen gælder det, at manglen på komponenter giver længere leveringstider.

- Vi har nedsat en intern taskforce, der mødes hver eneste dag og knokler på med at finde komponenter. Det er en gruppe, der refererer hele vejen op til topledelsen, da vores arbejde er af afgørende betydning for virksomhedens aktuelle fremdrift, siger Jacob Juul Frederiksen.

I den nye taskforce trawler man hele verden igennem for at finde de rigtige komponenter. Nuværende leverandører holder man daglig kontakt med. Andre leverandører afsøges for at se, om der skulle være muligheder der. Man leder også efter restlagre ved alternative distributører og forsyningskæder.

Det er også muligt at gå ind og ændre i selve produktdesignet, hvis det viser sig, at man kan skaffe en lignende komponent, der umiddelbart har samme evne. Så man skal også være kreativ, når der er knaphed på komponenterne.

- Der skal vi selvfølgelig understrege, at det ikke er noget, som kunden kommer til at lægge mærke til og ikke noget, der ændrer på udtrykket eller kvaliteten af produktet, fortæller Jacob Juul Frederiksen.

Jacob Juul Frederiksen forventer, at manglen på komponenter vil være en udfordring resten af indeværende år, samt ind i 2022.

Han fortæller også, at virksomheden begynder at opleve længere leveringstider og prisstigninger på de øvrige nøglekomponenter i produktionen, træ, aluprofiler og plastic-resin.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11