23948sdkhjf

Gibotech bruger overskud til at investere og digitalisere

Automations- og robotvirksomheden Gibotech præsterer kraftig vækst og kom ud med et overskud på 12,9 mio. kr efter skat i 2020, men pengene bliver ikke bare puttet ned i ejernes lommer. De bliver investeret i mere vækst.

- Vi investerer hele tiden. Vi har investeret i at digitalisere vores produktion i 2020, og i år skal vi bygge en ny kontorbygning på 140 kvadratmeter, for vi mangler plads til alle de nye ansatte vi har fået, siger adm. direktør og hovedaktionær Henrik Anker.

Odense-firmaet har i det forløbne år investeret i nyt CRM-system (Customer Relation Management) og et nyt Field Service Management-system. Det sidste skal hjælpe firmaets servicemontører med informationer, når de er på farten.

- Vi er blevet digitale helt ud til vores serviceteknikere, siger Henrik Anker. I år skal der yderligere investeres i et nyt ERP-system.

Gibotech ejes af Henrik Anker og salgsdirektør Mikkel Bjerregaard. De to har ikke trukket udbytte ud af virksomheden de sidste tre år, men i stedet investeret overskuddet. Det betyder samtidig, at egenkapitalen fra 2016 til 2020 er vokset fra 8,6 mio. kr til 39,9 mio. kr.

Medarbejdertallet er i samme periode steget fra 45 til 105 ved udgangen af 2020. Siden er det steget yderligere til 112 medarbejdere. Gibotech regner med at ansætte endnu flere i løbet af i år og komme op på 130 medarbejdere. Det sker ikke mindst på grund af flere store ordrer på sterilcentraler og logistiksystemer til hospitaler.

Satser på industriautomation

Henrik Anker understreger, at selv om hospitalerne nu udgør 70 procent af omsætningen, så satser Gibotech fortsat på sit oprindelige område, nemlig industriautomation.

- Vi har et godt salg til industrien i Danmark, og vi vil udvide det. Vi har fået flere store spillere i Danmark som kunder, som vi leverer robotløsninger til. Vi ser også et nyt marked for små kollaborative robotter og for AGV'er. Vi vil rigtigt gerne være med til at automatisere den danske industri, siger han.

Gibotech ser også en tendens til, at flere danske virksomheder trækker produktion hjem.

- Der har været en tendens de seneste år til at fokusere på, hvordan vi kan fastholde og udvide produktionen herhjemme. Efter coronapandemien synes jeg bare, at der er kommet endnu mere fokus på det. Nu er der flere virksomheder, der rent faktisk gør det, siger Henrik Anker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088