Welltec fortsætter eksplosiv vækst
Både omsætning og resultat skyder fortsat i vejret hos virksomheden, der fremstiller robotter til olieindustrien.
I 2011 steg omsætningen med 32 procent til 1,22 mia. kr., mens resultatet (EBIT) gik op med knap 12 procent til 303 mio. kr. som følge af store investeringer i både organisation og fremtidig vækst.
- Det kendetegnende ved vores vækst er, at den sker i alle geografiske områder. Der er selvfølgelig nogle lande, der er mere fart på, eksempelvis Rusland, men det er, fordi de er relativt små i vores sammenhæng, siger Jesper Helmuth Larsen, finansdirektør i Welltec, til Børsen.
Welltec forventer en vækst i omsætningen på 10-23 procent i 2012 samt en driftsmargin på historisk niveau, svarende til 25-30 procent, skriver avisen.