23948sdkhjf

Ambu runder milepæl - sælger for en milliard på et kvartal

Den danske virksomhed Ambu har for første gang rundet en omsætning på en milliard kroner på et kvartal.

Det viser selskabets regnskab for første kvartal. Ambu har forskudt regnskabsår, så kvartalet dækker perioden oktober-december.

Selskabet, der producerer engangsudstyr til hospitaler, har haft medvind af coronapandemien.

Det skyldes, at mange hospitaler er skiftet over til engangsudstyr på grund af mindre smitterisiko i forhold til udstyr, der bliver rengjort og genanvendt.

Ambus produkter tæller blandt andet bronkoskoper - lungekikkerter - og apparater til kunstigt åndedræt.

Sammenlignet med samme periode sidste år er Ambus salg steget med 33 procent.

Det er særligt i Europa, at salget er gået frem med en vækst på 77 procent.

Det højere salg har også lunet på bundlinjen, der er resultatet, når alle regninger er betalt. Her er overskuddet mere end fordoblet til 91 millioner kroner.

I forbindelse med regnskabet oplyser Ambu, at det vil sælge aktier for 1,3 milliarder kroner.

Pengene skal blandt andet bruges til at nedbringe gæld, hvilket skal gøre selskabet mere "fleksibelt", lyder det i meddelelsen.

Ambu er målt på omsætning uden for top 100 på listen over Danmarks største virksomheder.

Selskabet bliver dog fulgt tæt blandt aktieinteresserede og i erhvervsmedier grundet sin børsnotering på fondsbørsen i København. Ambu er i C25-indekset, som består af de mest værdifulde virksomheder.

Ambu har været blandt de mest stigende aktier over en årrække - aktiekursen er således steget knap 3000 procent de seneste ti år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062