Væksten fortsætter hos Protect
Sikkerhedsvirksomheden fra Hasselager fortsætter de positive takter i et 2010/11-regnskabsår, der også bød på flere former for hæder.
Regnskabsåret 2010/11 gav en bruttofortjeneste på 10 mio. kr., hvad der er en stigning på 20,4 procent i forhold til det forgangne år.
Også på bundlinjen er der stigning for Hasselager-virksomheden, som fik et resultat på 2,8 mio. kr. efter skat mod 2,4 mio. kr. i 2009/10.
- Selskabet er fortsat inde i en yderst positiv udvikling, som kan ses af en højere omsætning og et forbedret resultat. Protect A/S blev i regnskabsåret kåret som Gazelle af Dagbladet Børsen og blev desuden kåret som ”Årets Sikkerhedsvirksomhed 2011” af sikkerhedsbranchen – en udnævnelse alle er meget stolte over, konstaterer ledelsen i årsrapporten.
Selv om det danske marked også er i vækst, er det fortsat på eksportmarkedet, Protect henter langt størstedelen af sin omsætning.