23948sdkhjf

Støvring-firma vinder stor ordre fra Cern

Necas har netop sendt 1.000 printkort til schweiziske Cern, som man håber at kunne udvide samarbejdet med i 2012.
Støvring-baserede Necas har netop sendt 1.000 printkort af sted til schweiziske Cern i en ordre, som ifølge direktør Ib Gosmer kastede et sekscifret beløb af sig.

- Det var en pæn ordre, så forretningsmæssigt kunne det også betale sig for os at levere til Cern. Det handlede ikke kun om at være med på et spændende projekt, siger direktøren til Ingeniøren.

Opfylder ikke kvoten
Aftalen kom i hus gennem et samarbejde mellem Big Science-sekretariatet (BSS) på Risø DTU og Cern, som er pålagt en vis mængde af returkøbsordrer fra danske virksomheder.

Kvoten er dog langt fra opfyldt, og det giver Ib Gosmer håb om flere aftaler.

- Vi ved allerede, at flere afdelinger gerne vil have møde med os, så vi håber, at der kommer nye tilbud at arbejde med. Det skader jo heller ikke at have Cern som reference i vores markedsføring, siger han.

På charmeoffensiv hos Cern
Det er trods alt ikke muligt at leve alene af leverancerne til Cern, da de tidskrævende projekter er så specifikke, at de ikke kan ”genbruges” på anden vis.

- På Cern starter der et projekt, og så er det afsluttet. Det vil sige, at vi skal bruge tid og penge på dokumentation til produkter, der kun er en enkelt ordre i, fordi deres produkter er så skræddersyede, forklarer Ib Gosmer, som sammen med 15 virksomheder under BSS i slutningen af januar drager mod Schweiz for at undersøge mulighederne for at udvide samarbejdet.

Ifølge ”fair return”-aftalen mellem Cern og medlemslandene, skal centret lægge ordrer i Danmark for små 26 mio. kr. årligt. I 2010 købte Cern dog kun udstyr for 1,8 mio. kr. samt serviceydelser for 12,8 mio. kr. i Danmark.

Fakta: Cern
CERN (Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire) er et europæisk center for forskning i partikelfysik.

CERN blev grundlagt i 1954 og er placeret lige uden for Geneve på grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Fra oprindeligt 12 medlemslande er CERN i dag finansieret af 20 medlemslande, deriblandt Danmark.

CERN har omkring 6500 forskere ansat.
(Kilde: Wikipedia)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078