23948sdkhjf

Saphe rammer 800.000 solgte trafikalarmer

Den nordjyske producent af trafikalarmener Saphe, som mange efterhånden har siddende som en god bippende ven, der varsler om uheld og køer på motorvejen, runder en milepæl i denne uge.

Intet mindre end 800.000 alarmer er der solgt, siden virksomheden gik i luften i 2015.

Og det huer naturligvis den administrerende direktør.

- Det er fantastisk hver gang, vi runder 100.000 mere. Det er dejligt med så store tal, og det bekræfter os i, at vi lykkedes med det her. Vi sidder nu i hver fjerde bil i Danmark, siger Freddy Sørensen.

De 800.000 enheder dækker over alle solgte trafikalarmer, som Saphe har udviklet. Lige fra de første alarmer i 2015 til de seneste modeller, der blev sendt på gaden for 10 måneder siden.

Og væksten i salget har gennem tiden været til at tage at føle på.

- Det første halve år solgte vi 5000 enheder, men siden da har vi solgt et par hundrede tusind om året, siger Freddy Sørensen.

Nye funktioner og produkter

Og Saphe skal videre i den retning, siger Freddy Sørensen. Og den vækst skal i høj grad understøttes af udvikling af nye produkter.

- Vi har en 15 mand stor udviklingsafdeling, så der bliver hele tiden arbejdet på at fylde nye funktioner på vores produkt. De eksisterende produkter skal kunne mere for at blive ved med at skabe værdi for kunden. Det er vores mission, at vi skal hjælpe folk gennem trafikken, og det kræver, at vi udvikler os for at kunne give det hele tiden, siger Freddy Sørensen.

Han fortsætter:

- Der vil altid komme nye funktioner til og løbende også nye produkter. Vi er nødt til at gøre noget for at trække ny kunder til og give de eksisterende kunder nye oplevelser, siger Freddy Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11