Her er Ørsteds nye topchef
Energiselskabet Ørsted udnævner Mads Nipper fra Grundfos som ny topchef. Det sker efter et tidligere ønske fra Henrik Poulsen om at stoppe i Ørsted med udgangen af januar næste år.
Ifølge en pressemeddelelse fra Ørsted tiltræder Mads Nipper posten den 1. januar 2021.
Blå bog: Mads Nipper (54 år)
Uddannet cand. merc i International Business fra Handelshøjskolen i Aarhus i 1991.
Tidligere stillinger:
2014-2020: Adm. direktør og koncern i Grundfos
1991-2014: Lego, senest som Chief Marketing Officer og Executive Vice President samt medlem af Management Board.
Mads Nipper er derudover næstformand i bestyrelsen i Dansk Industri, næstformand i Danish Crown og medlem af Axcels Advisory Board. Han har desuden tidligere siddet i bestyrelsen i Bang & Olufsen, Tulip og Stokke A/S.
Kilde: Ørsted
- Med udgangspunkt i en klar vision om bæredygtighed har Mads i løbet af de seneste seks år stået i spidsen for en meget vellykket omstilling af Grundfos, som har styrket virksomhedens markedsposition i et stadig mere konkurrencepræget marked og forbedret de finansielle resultater væsentligt, siger Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, i meddelelsen.
54-årige Mads Nipper udtaler samme sted:
- Den udfordring, vi står over for i forhold til at omstille verdens energisystemer fra fossile brændstoffer til vedvarende energi for at undgå de katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne, er mere presserende end nogensinde før og kræver en indsats i alle dele af samfundet. Som et af verdens fem største selskaber inden for vedvarende energi og med en klar ambition om at gå forrest i den globale energiomstilling er Ørsted i en unik position til at gøre en forskel i kampen mod klimaforandringerne.
Henrik Poulsen fratræder sin stilling som topchef i Ørsted den 31. december 2020, men kommer til at fungere som særlig rådgiver for Mads Nipper ind til slutningen af januar 2021.