23948sdkhjf

Virksomheder tøver med kollaborative robotter

Sikkerhed er et element, som får nogle virksomheder til at nøle med at anskaffe kollaborative robotter. Manglende viden om teknologien er en anden

Der er gode grunde til at anskaffe sig kollaborative robotter til produktionen, men sikkerhed og manglende viden om teknologien afholder mange virksomheder fra at tage skridtet.

Det viser en undersøgelse "Cobots i dansk produktion", som Teknologisk Institut, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet har lavet.

Flere virksomheder i undersøgelsen peger på sikkerheden som et springende punkt.

- Vi har været mest udfordrede på sikkerhed. Man skal jo være sikker på, at man har styr på lovgivningen og sikkerheden, inden man for alvor kan få det maksimale ud af en cobot, siger automatiktekniker Jakob Pedersen fra BM Silo i Tvis ved Holstebro i undersøgelsen.

Flere af virksomhederne i undersøgelsen har efterspurgt en standardisering af sikkerheden, når det kommer til de mulige forhindringer, altså en form for værktøjskasse inden for sikkerhed.

En anden væsentlig hindring for udbredelsen af kollaborative robotter er en manglende viden hos virksomhederne om, hvordan de kommer i gang.

Teknologisk Institut kan igennem sit arbejde med mange fremstillingsvirksomheder se, at særligt de små og mellemstore virksomheder mangler viden om potentialet for cobots.

Teknologisk Institut forsøger at gøre noget ved vidensniveauet gennem projektet Cobot Knowledge Lab. Det løber fra 2019 til 2021, som Industriens Fond har bevilget 5,7 mio. kroner til.

Stort potentiale

At der er et stort potentiale for effektivisering, kan man blandt andet se af et eksempel, hvor en virksomhed tidligere havde fire mand til at producere 450 enheder dagligt. De blev afløst af én medarbejder og en kollaborativ robot. De kan nu producere op til 600 enheder. Der er altså tale om et output, der er fem gange større per medarbejder.

Rapporten har store forventninger til, hvad kollaborative robotter kan gøre i fremstillingsindustrien.

"De kollaborative robotter har et stort potentiale for at gøre virksomheders processer mere agile og dermed omstillingsparate. Det kan være en afgørende parameter i forhold til at sikre danske fremstillingsvirksomheders internationale konkurrencekraft", hedder det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079