Jobfesten fortsætter: Weibel-direktør vil ansætte 30 procent flere
På blot fem år har radar-producenten i Allerød, Weibel Scientific, næsten fordoblet medarbejderstaben fra 96 ansatte i 2015 til nu 183.
Og ansættelses-festen er langt fra slut. Det fortæller direktør Peder R. Pedersen til Electronic Supply.
- Det kommer helt klart til at fortsætte, vi har fx mere end 20 åbne stillinger i skrivende stund. Vi har en ambition om igen at fordoble omsætningen på fem år, og ordrebogen er allerede fyldt langt ind i fremtiden. Det betyder, at der bliver mere travlt og dermed brug for endnu flere kvalificerede hænder. Vi har fordoblet antallet af medarbejdere i løbet af de seneste fem år, og vi forventer at udvide antallet med i omegnen af 30 procent over de kommende to til tre år, siger Peder R. Pedersen.
Søger ingeniører
Ifølge den administrerende direktør bliver primært inden for de tekniske fag, at de nye ansatte skal findes.
- Vi ansætter primært ingeniører og andre tekniske profiler, men vi er selvfølgelig også afhængige af andre funktioner som sælgere, projektledere, it-specialister og administrativt personale. Mange af dem, vi har ansat for nyligt, er udviklingsingeniører, som skal hjælpe os med at vinde milliardmarkedet for operationelle radarer, der blandt andet bruges til at overvåge droner, siger han.
Weibel Scientific præsenterede regnskab for 2019/20 i midten af juli. Her viste tallene en bruttofortjeneste på 187,5 millioner kroner (157 millioner kroner i 2018/19) og et driftresultat på 54,1 millioner kroner (54,2 millioner kroner i 2018/19).