23948sdkhjf

Huawei overhaler Samsung som mest sælgende mobilproducent

Den kinesiske telegigant Huawei solgte i andet kvartal flest mobiltelefoner i verden med 55,8 millioner.

Den kinesiske telegigant Huawei overhalede i andet kvartal sydkoreanske Samsung som verdens mest sælgende mobilproducent.

Huawei solgte 55,8 millioner i andet kvartal mod Samsungs 53,7 millioner. Det viser en opgørelse fra analysefirmaet Canalys.

Det er første gang i ni år, at et andet selskab end Apple eller Samsung har siddet øverst på tronen på mobilmarkedet. Det skriver Reuters.

Udviklingen skal ses i lyset af store forskelle i selskabernes salg under coronaudbruddet.

- Det er et bemærkelsesværdigt resultat, som kun meget få ville have forudset for et år siden, siger Ben Stanton, der er senioranalytiker for Canalys.

- Hvis det ikke havde været for covid-19, ville det ikke være sket, siger han i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at udviklingen skal ses i lyset af, at Huawei har størstedelen af sit salg på hjemmemarkedet i Kina, og at det er gået frem i andet kvartal.

Huaweis samlede salg er faldet fem procent i kvartalet, hvilket dog er langt bedre hos den sydkoreanske rival.

Samsungs salg er dykket hele 30 procent i andet kvartal, hvor salget blandt andet er gået tilbage på store markeder som Brasilien, USA og Europa.

Huawei kæmper på den internationale scene med USA, som har sat kineserne på sin sorte liste. USA har beskyldte kineserne for at ville bruge nye 5G-netværk til spionage.

Det er beskyldninger, som Huawei gentagne gange har afvist.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094