Clever og E.ON i strid om ladestandere
Det er uvist, hvornår kunderne hos E.On og Clever kan vælge, hvilken stander de vil lade ved.
Selskaberne var ellers efter mange og lange forhandlinger parate til at indgå en såkaldt roaming-aftale.
Det skriver Electronic Supplys søstermedie Motormagasinet.
Teknikken er på plads men uenighed om priser og vilkår har altså fået det hele til at falde til jorden.
- Desværre nåede vi ikke i mål med forhandlingerne med Clever i denne omgang, men set fra vores bord, skal det i fremtiden være nemmere at udnytte de forskellige aktørers ladestandere uden nødvendigvis at have en kunderelation i forvejen. Det vil gøre livet som elbilist lettere, og det er grundlæggende vores berettigelse - at gøre livet som elbilist nemmere, siger Peter Bjerregaard, markedsreguleringschef, E.On.
Den bagvedliggende it-infrastruktur er klar, så det var blot et spørgsmål om pris for at det hele kunne sættes i søen.
- Der er tale om komplekse systemer. Og så har vi at gøre med kritisk infrastruktur, der selvfølgelig skal bygges med høj sikkerhed. Men vi er klar. Både med de tekniske løsninger og til at indgå aftaler om fair priser med andre udbydere, siger kommunikationschef hos Clever, Henrik Skyggebjerg.
Trods gode intentioner er samarbejdet altså ikke blevet til noget.
Ifølge Motormagasinets oplysninger har parterne heller ikke aftalt nye møder.
Roaming Roaming er det ord, som man bruger i telefon-sammenhæng, når man skifter mellem de forskellige netværk. Hvis man er kunde hos 3, kan man jo også tale på TDC’s netværk og i udlandet. De bagvedliggende betalinger mærker man ikke som kunde. Man er kunde på et teleselskab og kan tale lige så tosset man vil på alle andre netværk. Telefonen skifter selv mellem selskaberne. Hvis man har en Clever-brik i hånden, kan man ikke lade hos E.ON. Så hvis man kommer frem til en stander og ikke har abonnement er det ikke muligt at lade. KUN hvis man ringer til selskabet og får en SMS-opladning. Og så er det jo til en helt anden pris, end hvis man har aftale. Det gør det unødigt bøvlet at køre elbil. Hvis man har Clever, kan man KUN lade ved Clever-standere. Har man E.ON, kan man KUN lade ved E.ON-stander. Det svarer til, at man med telefonen skulle have aftaler med flere selskaber |