Nu som aktieselskab: Sensor-startup bliver en "rigtig" virksomhed
Remoni, der producerer sensorer til måling af flow i kabler til energiforsyning, er nu i mål med at blive omdannet til aktieselskab.
En proces, der blev sat i gang i april, da erhvervsmanden Kenneth Iversen lagde 20 millioner kroner i virksomheden og dermed sikrede sig en tredjedel af ejerskabet og formandsposten i bestyrelsen.
- Efter betydelig vækst er vi rykket op i øverste liga, så omdannelsen til A/S er et naturligt skridt på vores rejse fra at være en mindre startup-virksomhed til at være en ”rigtig” virksomhed med den soliditet der hører med. Vores samlede egenkapital er nu på over kr. 2 mio. - altså pænt over det den skal være. Det er ikke af marketingmæssige årsager, at vi omdanner selskabet - der er reelle tal bagved, siger stifter og direktør Bo Eskerod Madsen.
Medarbejderaktier
Direktøren har tidligere fortalt til Electronic Supply, at der i den nye virksomhedsstruktur kommer et øget fokus på medarbejderne.
- Kenneth Iversen ejer en tredjedel og resten lægges ud til medarbejderaktier, sagde Bo Eskerod Madsen i starten af maj.
ReMoni blev etableret i 2013 og beskæftiger i dag knap 20 energiinteresserede medarbejdere. Kunderne tæller flere større kommuner, energiselskaber og private produktions- og proces-virksomheder.
Remoni har udviklet en såkaldt clamp-on løsning, hvor en sensor sættes uden på en forsyningsledning og måler gennemstrømningen. Formålet er at optimere den energi, der ledes ud.