23948sdkhjf

Aftale sikrer hurtigere corona-udbetaling til virksomheder

Et bredt flertal i Folketinget har onsdag indgået en aftale, som indebærer hurtigere udbetaling af hjælpepakkerne for faste omkostninger. Eksempelvis til husleje.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Desuden styrkes indsatsen mod svindel med hjælpepakkerne. Det sker ved en whistleblowerordning.

- For mange virksomheder har coronakrisen sat dybe spor, og ikke af den gode slags, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

- Jeg ved, mange har akut brug for hjælp, og derfor vil regeringen nu sammen med et bredt flertal af Folketingets partier sørge for, at vi får hjælpen til for eksempel tunge poster som husleje ud endnu hurtigere.

- Det håber jeg, vil give ekstra ro i maven der, hvor regningerne hober sig op, siger han.

Det er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet, som er med i aftalen.

I forhold til at opdage svindel, siger ministeren:

- Det er en hårfin balance at få udbetalt pengene så hurtigt som muligt, og samtidig sikre at pengene ikke ender i de forkerte hænder. Heldigvis oplever vi, at langt de fleste virksomheder viser ansvar og følger reglerne.

Mange virksomheder har brug for akuthjælp. Det er meldingen fra Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Jeg har som erhvervsordfører modtaget mange henvendelser fra selvstændige og virksomhedsejere, som har fortalt, at hvis ikke hjælpen kommer ud hurtigt, så kan det være for sent, siger han.

De Radikale, Enhedslisten og SF fremhæver især whistleblowerordningen.

Victoria Velasquez, erhvervsordfører for Enhedslisten, siger:

- Jeg er særligt glad for, at det lykkedes Enhedslisten at sørge for en whistleblowerordning, hvor medarbejdere kan henvende sig, hvis deres arbejdsgiver svindler med lønkompensation.

- Det har vi kæmpet for, siden vi gik i gang med at forhandle hjælpepakker. Dette er en hjælp til alle mennesker på lønkompensation.

- De får en forsikring for, at hvis deres arbejdsgiver beder dem komme på arbejde i strid reglerne, har de et sted at gå hen, som er fortroligt og sikkert.

Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, kalder det en god nyhed.

- Der er ingen tvivl om, at likviditet har været og fortsat er en stor udfordring for mange virksomheder, og derfor er det helt rigtigt og vigtigt, at udbetalingerne nu kan nå hurtigere frem, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078