Nyuddannede imponerer GN med nyt headset
Tre nyuddannede industrielle designere fra Aalborg Universitet opretter nu deres eget firma for at fortsætte det gode samarbejde fra studietiden med GN Netcom.
Til gengæld er det ikke hver dag, at nyuddannede studerende starter et firma for at betjene en kæmpevirksomhed som GN Netcom.
Ikke desto mindre er det tilfældet med 57° Nord, som er oprettet af Rasmus Trudslev Pedersen, Thomas Lænner og Steffen Mølgaard Larsen – tre nyuddannede industrielle designere fra Aalborg Universitet.
- Som afgangsprojekt på studiet udarbejdede vi for GN Netcom et forslag til et nyt headset til brug i callcentre, og i forbindelse med præsentationen henvendte en medarbejder i GN Netcom sig til os for at få vores bud på et andet produkt. Projektet synes vi lød rigtigt spændende, og da vi alle stod uden job efter uddannelsen, lå det lige for at oprette 57° Nord (opkaldt efter den breddegrad som Aalborg ligger på, red.) og lave projektet her, forklarer Thomas Lænner.
Gode til at være opsøgende
Det er Peter Hartmann, der har bedt de tre om at komme med deres bud på vegne af GN Netcom, hvor han er senior product marketing manager.
Han vil af konkurrencehensyn ikke fortælle ret meget om projektet, men siger dog, at det drejer sig om ”en eller anden form for audiotilbehør til mobiltelefoner”.
- Det har jeg gjort, fordi de tre har været rigtig gode til at være opsøgende. Når de har set en mulighed, har de taget den. Da de så gjorde opmærksom på, at de ikke mente, at vi ville ramme målgruppen med det design, vi havde forestillet os, så jeg det som en god mulighed at lade dem komme med deres bud på, hvordan produktet skulle se ud. De repræsenterer målgruppen for produktet, og så lå det lige for at lade dem komme med et frisk pust, siger Peter Hartmann.
Vil gerne leve af firmaet
Firmaet 57° Nord kører i første omgang som en deltidsbeskæftigelse, mens Rasmus Trudslev Pedersen og Thomas Lænner søger jobs og Steffen Mølgaard Larsen passer sin projektansættelse ved firmaet Ghost Design i Norge.
Ambitionerne er dog til stede.
- Vi er rigtig glade for, at GN Netcom har bedt om vores bud på projektet. Vi vil naturligvis gerne komme til at leve af 57° Nord, men nu må vi se, hvor det fører hen, siger Thomas Lænner.
Samarbejdet kan sagtens fortsætte
Og meget tyder da også på, at 57° Nord kan se frem til at få flere opgaver for GN Netcom.
- De vil helt klart være en mulig leverandør fremover. Det, de har leveret indtil nu, har været rigtig godt, og det har jeg og andre produktchefer naturligvis lagt mærke til, så jeg vil bestemt ikke udelukke, at samarbejdet fortsætter - også efter at det igangværende projekt er afsluttet, siger Peter Hartmann.