Headset-direktør kan ikke udelukke ordre-forsinkelser
Den danske producent af kommunikationsudstyr og headsets til blandt andet forsvar og beredskab verden over holder som så mange andre nøje øje med udviklingen af corona-virus.
Indtil nu oplever virksomheden kun få negative effekter af krisen og regner med, at konsekvenserne på den korte bane er begrænsede.
Virksomheden kan dog ikke udelukke, at den vil blive ramt af forsinkelse på både ordreindtag og eksekvering, hvis krisen bliver langvarig.
Det oplyser administrerende direktør i Invisio Lars Højgård Hansen i en pressemeddelelse.
- Invisio er i løbende kontakt med vores producerende partnere. Alle vores partnere har stadig gang i produktionen, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at komponentleverancer bliver forsinkede, hvis restriktionerne for at inddæmme epidemien fortsætter længe endnu, lyder det fra direktøren.
Al produktion til Invisio foregår i Europa.
Direktøren tilføjer, at alle medarbejdere er sendt hjem i tråd med myndighedernes anbefalinger, men at virksomhedens aktiviteter er som de plejer.