23948sdkhjf

Aseteks minidatacenter varmer op i Nordens Paris

Teknologivirksomheden Asetek har netop indgået en aftale om levering af overskudsvarme fra selskabets minidatacenter på Assensvej i Aalborg Øst til Aalborg Forsyning. 

Aftalen mellem Aalborg Forsyning og Asetek er i sig selv ikke stor, men den er på flere punkter banebrydende og særdeles perspektivrig.

Den alternative Liquid Cooling-teknologi, som Asetek har udviklet, har nemlig resulteret i at spildvarmen fra virksomhedens datacenter leveres direkte i fjernvarmenettet ved hele 60 grader – uden en ekstra investering i eksterne varmepumper.

- Set fra en fjernvarmevinkel er det yderst interessant, at det teknisk har bevist sig rentabelt at erhverve spildvarme fra et datacenter for en overskuelig tilslutningsomkostning. Ekstra interessant er det, fordi vi hos Asetek hermed dokumenterer, at det faktisk ikke er nødvendigt med kostbare eksterne varmepumper. Den høje temperatur på spildvarmen fra Aseteks datacenter gør den særdeles interessant som et alternativ til især fossile brændsler, både når det kommer til pris og miljø, siger stifteren af og CEO i Asetek A/S, André Sloth Eriksen, om aftalen.

Professor: Et gennembrud
På Aalborg Universitet følger en af landets fremmeste eksperter i energiplanlægning, professor Henrik Lund, initiativet med stor interesse. Det understøtter hans eget forskningsprogram, der undersøger samarbejdsmulighederne mellem fjernvarmenet og datacentre.

- Det er afgørende at vi i Danmark får inkluderet de kommende datacentre i den grønne omstilling på en energieffektiv måde. Udnyttelse af spildvarmen fra datacentrene til fjernvarme er helt centralt og i den forbindelse er Aseteks teknologi særdeles interessant. Jeg vil kalde det et internationalt gennembrud, at det hermed bliver demonstreret hvordan en vandkølet server kan kobles direkte på en fjernvarmeforsyning. En bredere udbredelse af denne og tilsvarende energieffektive teknologier kræver et samarbejde mellem datacenter- og fjernvarmeindustrierne. Det vil vi som universitet gerne stille os i spidsen for, siger professor Henrik Lund.

Aalborgs borgmester klipper for
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen ser gode perspektiver for landets trediestørste kommune i fjernvarmesamarbejdet med Asetek og glæder sig til at klippe snoren over ved indvielsen.

- I Aalborg forsøger vi at opføre os mest muligt grønt og tænke cirkulært. Samtidig kunne det være interessant i fremtiden at huse et rigtigt fuldskala-datacenter med vandkølingsteknologi som Aseteks. Som visionært grønt testcenterområde vil vi meget gerne undersøge mulighederne for, hvordan et samarbejde kan foregå, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Tilslutningen til Aalborgs fjernvarmenet, der indvies og åbnes mandag den 3. feb., er projekteret af Cowi, og sket i partnerskab med Logstor.

Videoen er produceret af Asetek

Artiklen er en del af temaet VIDEO.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079