23948sdkhjf

Kunstig intelligens skal udvikle teglsten i biobaseret plast

Verdens befolkning vokser, og det betyder, at der skal bygges enormt mange nye boliger.

Men arkitekturen og byggesektoren befinder sig midt i en ressourcekrise, hvor der er en overflod af plast, mens grundmaterialer som sand og mineraler stadig svinder.

Derfor skal koden knækkes til, hvordan nye bæredygtige byggematerialer bliver udviklet. Og til at teste materialerne og forudse håndteringen af dem, skal kunstig intelligens bringes i spil. 

Forudse egenskaber
I et nyt projekt skal forskere derfor undersøge, hvordan avancerede digitale algoritmer kan bruges til robotstyret 3D-print af biopolymerkompositter, som er biologisk nedbrydeligt plastik.

- Biobaserede materialer er bæredygtige og kan have stor betydning for byggeri i fremtiden. Men de er også komplekse og svære at styre under produktion, siger Mette Ramsgaard Thomsen, som er professor ved Center for IT og Arkitektur på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering og fortsætter:

- Med kunstig intelligens kan vi karakterisere og forudse egenskaberne i materialerne og skabe nye metoder, som kan standardisere fremstillingen af nye, biobaserede byggematerialer.

Bio-baserede teglsten
Mette Ramsgaard Thomsen skal stå i spidsen for det firårige forskningsprojekt, som sker i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet og University of Reading i England.

Projektet forsøger at tænke ud af boksen i forhold til fremtidens byggematerialer, og hvad et byggemateriale overhovedet skal kunne.

- Det kan være, vi i fremtiden kan beklæde vores bygninger med nogle nye bio-teglsten hvert tredje år, som så vil falde ned, rådne og blive til dejlig muld til dine stokroser i haven. Det kunne sagtens være en mere bæredygtig mulighed for opbygning af bygningskroppen på et hus, siger Mette Ramsgaard Thomsen.

Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065