Radar-producent har fået automationsidéer
Verdens førende producent af Doppler-radarer, Weibel Scientific, har sammen med Teknologisk Institut i Odense, Manufacturing Technology Centre i Storbritannien og danske Technicon arbejdet på et fleksibelt robotsystem, der kan indføde et sortiment af de mest gængse elektronikkomponenter, gribe dem med nøjagtighed og indsætte dem korrekt i printplader.
- Der findes rigtig mange europæiske elektronikproducenter, der også har et behov for at producere små seriestørrelser, og det findes der ikke automatiske løsninger til, siger Mikkel Rath Hansen, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.
Morten Glad Steinmeier, der er electronics production and quality manager hos Weibel Scientific, fortæller, at samarbejdet med de forskellige partnere har været med til at sætte fart på processen.
- At have partnerne med i projektet har sparet os for nogle veje, som havde været forkerte, og så havde vi nok skullet eksperimentere os meget længere frem og havde skullet bruge meget mere krudt på det og ikke være kommet lige så langt, siger han.
Samtidig har samarbejdet givet Weibel Scientific en række gode idéer, uddyber Morten Glad Steinmeier.
- Vi har fået øjnene op for, at der er flere ting, der kan automatiseres, siger han.
Bidrag på tværs af landegrænser
Samarbejdet på tværs af landene har betydet, at flere kompetencer har været i spil, da der skulle udtænkes en løsning.
Technicon har udviklet et fingersystem til den fleksible robotløsning.
- Udfordringen har været, at vi har haft for mange forskellige emner, til at man kunne skifte til forskellige gribere hver eneste gang, man skulle håndtere et nyt emne, forklarer Asger Bloksma Krogstrup, der er project manager hos Technicon, og tilføjer:
- Den måde, vi har valgt at gribe det an på, er, at vi har udviklet et fingersystem, som gør, at man kan skifte imellem forskellige griberfingre uden at skifte selve den elektriske griber på robotten – lidt ligesom bæltespændet på en rygsæk for eksempel.
Britiske Manufacturing Technology Centre (MTC) har bidraget til projektet ved at lave nogle avancerede vurderinger i forhold til at identificere, hvilke teknologier der findes på markedet.
- Det hjalp os med at finde hullerne i industrien og identificere, hvor vi kan bidrage med mest, siger Sharan Kaur, der er advanced research engineer hos MTC.
Hun kalder samarbejdet blandt de involverede partnere for inspirerende:
- Samarbejdet på tværs af grænser gav os mulighed for at arbejde med partnere, som har delte interesser, men forskellige ekspertiseområder. Det betød, at vi fik mest muligt ud af vores projekter ved at lære fra hinanden, og vi har fået nye kompetencer, som vi kan bruge i andre projekter, siger hun.
- Jeg synes, at Robott-Net har været godt til at nedbryde grænser, og det er bare inspirerende at snakke med andre ingeniører, som er teknologibegejstrede, afslutter Sharan Kaur.
Artiklen og nedenstående video er bragt i samarbejde med Teknologisk Institut.