23948sdkhjf

Monacoadresse koster Chemometec-chef jobbet

Det danske selskab Chemometec, der udvikler forskellige produkter til brug i laboratorier, har søndag aften sat navn på en ny topchef.

Det sker, efter at selskabet fredag eftermiddag pludseligt varslede en ændring i ledelsen, hvor en ny direktør ventedes at kunne tiltræde snarest muligt.

Ny topchef for selskabet med adresse i Allerød er Steen Søndergaard, der tidligere har arbejdet i Chemometec i flere ledende stillinger.

Han afløser den nu forhenværende topchef Michael Eising, som bestyrelsen har valgt at sige farvel til.

Ifølge branchemediet Medwatch sker det på grund af hans bopæl i Monaco.

- Det er i den seneste tid blevet klart for bestyrelsen, at det ikke er foreneligt med selskabets interesser at have en CEO (administrerende direktør, red.), som er bosat uden for Danmark.

- Bestyrelsen ønsker en højere grad af daglig tilstedeværelse på hovedkontoret i Allerød og ligeledes en større involvering i den daglige drift, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen søndag aften.

Da Chemometec varslede om direktørskiftet fredag eftermiddag, gav det straks hug til selskabets aktiekurs. Ved børslukning var aktien faldet hele 20 procent.

Investorernes reaktion kan blandt andet hænge sammen med, at Chemometec er vokset en del de seneste år under Michael Eisings ledelse, og at noget af succesen derfor også kan forsvinde med ham.

Chemometecs bestyrelse forklarer fredagens pludselige meddelelse med, at man fik en tilkendegivelse om, at der var personer uden for bestyrelsen, som kunne have fået kendskab til bestyrelsens overvejelser om et ledelsesskifte.

Mystikken blev kun større af, at Chemometec i samme ombæring anmodede Nasdaq, der driver fondsbørsen i København, om at suspendere handlen med selskabets aktie.

Det afviste fondsbørsen dog. Men anmodningen alene skabte stor usikkerhed i markedet. Disse forhold kan også have spillet ind på selskabets dyk på børsen.

Ifølge Chemometec er selskabets finansdirektør, Claus Madsen, konstitueret topchef, indtil Steen Søndergaard kan tiltræde stillingen som øverste chef.

Chemometec udvikler og producerer analyseinstrumenter til at tælle celler i laboratorier. Selskabets instrumenter kan også bruges til andre målinger.

I det seneste regnskabsår havde selskabet en omsætning på 175,5 millioner kroner og et overskud på 41,8 millioner kroner.

Til sammenligning lød omsætningen tre år tidligere på 85,2 millioner kroner, mens overskuddet lød på 10,5 millioner kroner.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11